Drømmen om ’til døden jer skiller’ brast, da Karsten Kjems’ kone ville skilles. Efter 20 år i faste forhold havde han svært ved finde fodfæste på egen hånd. I dag har han lært at sætte pris på de stille stunder.

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at der var noget, der kunne vælte Karsten Kjems omkuld. Men det var der. Siden hans kone for snart tre år siden sagde, at hun ville skilles, har han gennemlevet sit livs krise. Knockouten fik hans verden til at styrte sammen, og tiden efter kalder han ’et helvede’.

På papiret levede de det perfekte liv. Karsten Kjems og hans kone Camilla havde tre dejlige børn på 13, 7 og 2 år. De havde villa, vovhund og gang i karrieren. Indtil det hele brasede sammen. At hun ville skilles kom dog ikke helt som det berømte lyn fra en klar himmel. Ifølge Karsten Kjems havde de i et stykke tid haft svært ved at få parforholdet til at blomstre, og kærligheden fra hende til ham forsvandt, imens hun blev forelsket i en anden.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Karstens måde at håndtere den enorme sorg og livskrise på. Hør hans historie og bliv klog på, hvordan man kan forebygge, at parforholdet falder fra hinanden. Karsten har prøvet det hele på egen krop, og ved hvad han selv ville have gjort anderledes ....

Det får du:

  • Artikel om Karsten og skilsmissen: 'Mit liv gik i stykker med skilsmissen'
  • GUIDE: Pas på parforholdet
  • GUIDE: Efter skilsmissen

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Drømmen om ’til døden jer skiller’ brast, da Karsten Kjems’ kone ville skilles. Efter 20 år i faste forhold havde han svært ved finde fodfæste på egen hånd. I dag har han lært at sætte pris på de stille stunder.

Han ser skarp ud. Høj, veltrænet og tjekket. Udtrykket er maskulint og stærkt.

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at der var noget, der kunne vælte Karsten Kjems omkuld. Men det var der. Siden hans kone for snart tre år siden sagde, at hun ville skilles, har han gennemlevet sit livs krise. Knockouten fik hans verden til at styrte sammen, og tiden efter kalder han ’et helvede’.

»Det har været ubeskriveligt hårdt og virket helt uoverkommeligt. Jeg gik helt ned og troede, at jeg skulle dø. Det har været en livskrise på linje med et dødsfald,« siger 43-årige Karsten Kjems.

Karsten Kjem s drøm om »til døden Jer skiller« blev ødelagt, da skilsmissen for snart tre år siden var en realitet. Tiden der fulgte var et helvede for Karsten Kjems, der efter 20 år i faste parforhold havde svært ved finde fodfæste på egen hånd. I dag ser han helt anderledes lyst på fremtiden og sætter faktisk pris på de mere stille stunder i sit eget selskab. Fotograferet i Købehavn onsdag den 3. februar 2016.
Karsten Kjem s drøm om »til døden Jer skiller« blev ødelagt, da skilsmissen for snart tre år siden var en realitet. Tiden der fulgte var et helvede for Karsten Kjems, der efter 20 år i faste parforhold havde svært ved finde fodfæste på egen hånd. I dag ser han helt anderledes lyst på fremtiden og sætter faktisk pris på de mere stille stunder i sit eget selskab. Fotograferet i Købehavn onsdag den 3. februar 2016.
Vis mere

På papiret levede de det perfekte liv. Karsten Kjems og hans kone Camilla havde tre dejlige børn på 13, 7 og 2 år. De havde villa, vovhund og gang i karrieren. Indtil det hele efter 13 års ægteskab brasede sammen. At hun ville skilles kom ikke helt som det berømte lyn fra en klar himmel. Ifølge Karsten Kjems havde de i et stykke tid haft svært ved at få parforholdet til at blomstre, og kærligheden fra hende til ham forsvandt, imens hun blev forelsket i en anden.

»Det skete glidende, og hun havde det selvfølgelig også vildt svært. En dag spurgte jeg direkte, hvad hun ville. Jeg foreslog, at vi tog på en kæresteferie, men hendes svar var, at hun hellere ville være alene. Derfra var der ingen vej tilbage. Jeg gik i chok. Camilla var mit livs kærlighed, og tabet var enormt. De år, vi har haft sammen fra vi var 25 til 40 år, er helt særlige. Det er dér, man bygger en masse op sammen og etablerer en familie. Alt det måtte jeg vinke farvel til. Jeg syntes, det var en kæmpe skam, at vi ikke kunne lykkes som kernefamilie,« siger Karsten Kjems, der i dag forstår og respekterer, hvorfor hans kone ville skilles.«

Havareret på motorvejen

Men for tre år siden var han dybt ulykkelig og en ubeskrivelig svær tid fulgte. Han forklarer oplevelsen som at køre i bil på motorvejen, for pludselig at opdage, at han var havnet i grøften med taget flænset af og tre børn på bagsædet. Hvad skete der lige?

Den ene dag tiggede han sin kone om at komme tilbage. Den næste dag hadede han hende. Han havde utrolig svært ved at kapere, hvad der var sket, give slip og komme videre.

»Jeg blev gået fra – og lå i fosterstilling på gulvet og græd. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst, og havde ikke lyst til noget. Jeg måtte tvinge mig selv til dagligdags ting som at stå op og børste tænder. Jeg havde ingen appetit og tabte ti kilo. Jeg var fyldt af smerte. Uanset hvilke udfordringer vi havde, ønskede jeg ikke at blive skilt. Jeg ønskede ikke at rykke familiens rødder op,« siger han.

Karsten Kjems beskriver, hvordan han så billedet af at befinde sig i en mørk skov for sit indre øje. Han bare gik og gik, men kunne ikke se udkanten. Et halvt år senere havde han samme følelse af savn og modløshed og tænkte: ’Fuck, jeg er ikke kommet en skid videre.’

Han rejser sig fra stolen på sit kontor. Fortæller med begejstring – og store armbevægelser – om den præsentation, han netop har leveret på et møde med en ny kunde. Samme begejstring ville han have haft ovenud svært ved at stampe op af jorden for to år siden. Dengang kunne han ’ikke tænke to sammenhængende tanker’.

»Bare det at få drengene op og i skole var en udfordring. Bagefter gik jeg direkte hjem og tudede i en pude eller råbte og skreg min afmagt ud i luften. Nogle gange brød jeg sammen, når jeg skulle aflevere dem, fordi jeg ikke skulle se dem de næste syv dage. Det var forfærdeligt. Jeg skulle være superfar den ene uge – og bom – den næste uge var der bare Karsten, alene. Jeg skulle pludselig leve to liv. Det var et helvede og stærkt imod min vilje.«

Ikke klar til dates

Han blev boende i huset, mens hans kone flyttede ud. På et tidspunkt begyndte han at surfe lidt rundt på diverse dating sites og prøvede, som han selv beskriver det, at ’fylde hullet i sofaen ud’. Han troede, han var klar til en ny kæreste. Men blev ikke gladere af at være sammen med en anden.

»Jeg kan se, hvordan jeg prøvede at proppe en ny kvinde ind i mit hjerte, men dén strategi virkede slet ikke. Der var stadig et hul, hvorfra det fossede ud med smerte og sorg. Jeg var i lang tid stadig forelsket i min eks-kone og overhovedet ikke klar. Jeg kan huske, jeg var ude med én, som sagde: ’Karsten, du er en rigtig dejlig mand, men lad os tales ved om tre-fire år.’

Han kunne kun tænke: ’Fuck, skal jeg være i det her smertehelvede i tre år’. Helt så lang tid kom der ikke til at gå – men næsten.

I dag er det to et halvt år siden, han blev skilt. Men det er faktisk først for et par måneder siden, at det for alvor er begyndt at lysne.

»Jeg tog mig selv i at tænke: ’Hov, nu har jeg det faktisk rigtig godt’. Jeg kan være alene og rent faktisk nyde det. Jeg var alene juleaften og havde det rigtig fint. Tidligere var det dér i ’alenerummet’, at smerten ramte. At sidde alene en onsdag aften, når jeg ikke havde børnene, var ’no go’. Men forleden var der én, der spurgte, om vi skulle lave noget fredag aften. Jeg sagde nej, selvom jeg ikke havde nogen planer,« siger han og forklarer, at det først er nu, han for alvor kan nyde en aften i huset helt alene.

Kunsten at være alene

Karsten Kjems havde været i forholdet i 20 år – i streg, da han og hans kone gik fra hinanden. Han skulle virkelig øve sig i bare at være sig selv. I begyndelsen var han tilbøjelig til at fylde kalenderen med aftaler. Aftaler med sine venner. Aftaler om at mødes og træne eller spille musik. Aftaler om at tage på café.

Savnet og sorgen er ikke forsvundet, men det er blevet mindre. I dag tager han på skitur og ferier med sine venner og søskende, og det er i høj grad dem, han deler oplevelser om sine børn med.

»Men der mangler den der gennemgående figur – eller livsvidnet, om du vil. Jeg savner at være fælles med min ekskone om børnene, som da jeg i sommer lærte Roberta at cykle og svømme. Den drøm jeg havde om, at vi skulle blive gamle sammen og måske opleve at få børnebørn og se ringen blive sluttet, det kommer ikke til at ske. Uanset om jeg finder en ny kæreste, kommer vi aldrig til at være en familie på samme måde.«

Undervejs på den turbulente tur, som skilsmissen har været, har han gået hos en psykolog. Psykologen har hjulpet ham til at finde fodfæstet igen og fået sat ord på noget af det, der gør ondt. I dag kan han se, at han selv bærer en stor del af ansvaret for, at det gik galt. Han tog ’os’ for givet og var en dårlig kæreste i flere perioder, hvor hverdagen buldrede derudad, og Karsten Kjems i højere grad plejede egne interesser end parforholdet. Som han formulerer det, er hans tandlæge den eneste, han har en fast årlig aftale med. Han ville ønske, at han på samme måde havde haft en aftale med sin ekskone om at lave et servicetjek på deres kærlighed og parforhold. At de havde sikret sig, at de begge var glade og fik opfyldt det, de hver især gerne ville.

Som han siger: ’Selvfølgelig kommer der bump på vejen, men der er måske ingen grund til at klippe hele hegnet over, hvis bare man bliver bevidst om problemerne i tide’.

I dag hviler Karsten Kjems i sig selv igen. Han er landet et sted, hvor han har det rigtig godt. Han laver mad med sine børn, tager dem med på jagt, ud at vinterbade og i svømmehallen. På mange måder føler han, at han i dag er en bedre far. For skilsmissen fik ham til at tage sit liv op til revision og gav ham anledning til selvudvikling. I en lang periode var han sikker på, at han skulle have en ny kæreste hurtigst muligt. Sådan har han det ikke længere.

»Jeg værdsætter det liv, jeg har i dag. Kursen for mit eget liv er så høj, at en kæreste virkelig skal skabe merværdi, for at jeg gider. P.t. nyder jeg mit eget selskab og savner ikke at være nogens kæreste. Eller også har jeg endnu ikke fundet den rette. Skal jeg have en kæreste, skal kærligheden være så klistret, at jeg ikke kan undvære den.«

--- OOO --- OOO --- OOO ---

GUIDE: Pas på parforholdet


Plej kærligheden
Vi kører bilen til serviceeftersyn, og børnenes sundhed tjekkes opvæksten igennem. På samme måde burde vi indføre et ægteskabstjek eller ægteskabssyn. For det er meget nemmere at vedligeholde løbende end at totalrenovere.

  • Tjek at begge er glade.
  • Afstem forventningerne.
  • Tjek om I har et fælles mål.
  • Og sæt ord på, hvad I hver især drømmer om.


Sæt tid af
Bruger I ikke tid på parudvikling, er der stor risiko for, at I ender med parforholdsafvikling.

Ego-projekter koster
Fedt for dig, at du nåede i mål med din ironman, kom på motorcykelferie med gutterne eller noget tredje. Men var det det værd? Hvis prisen er et kuldsejlet ægteskab og tre børn, du kun kan se hver anden uge?

Acceptér bump
Det er uundgåeligt at støde på bump på vejen i et parforhold. Det kan være utroskab, manglende gnist eller noget tredje. Lad være med hovedkulds at kaste håndklædet i ringen. Måske kan problemerne, i overført betydning, klares med en renovering i stedet for at købe en helt ny bil. Er du vred, ligger det lige for komme ud af forholdet hurtigst muligt, men giv det lidt tid, også selvom du er vred eller såret.

--- OOO --- OOO --- OOO ---

GUIDE: Efter skilsmissen


Giv dig tid
Lad være med hovedkulds at kaste dig ud i et nyt forhold, før du har overskud til et andet menneske. Giv dig tid til at lande igen, tag tudeturene og den tid, der skal til.

Skriv dagbog
Skriv dine tanker og følelser ned. Så du kan følge med i din egen udvikling dag for dag, måned for måned. Husk: Selv små fremskridt tæller.

Kilde: Karsten Kjems