Den tre-årige Frederiks død af den stærkt frygtede dræberbakterie E coli 0157 har bragt byen Ølstykke i Nordsjælland i en noget nær panisk tilstand.

Både myndigheder og forældre er ekstra skræmt ved tanken om, at der ikke kan peges på nogen præcis smittekilde.

Udover det døde barn har et par andre jævnaldrende børn været ramt af forgiftning med coli-bakterier. Dog uden samme tragiske følger.

Ølstykke Kommune har nu reageret med skarpe påbud over for institutioner, dagplejer, skoler og fritidsordninger:

Fremover må børnene ikke tage mad med hjemmefra, f.eks. kager eller frugt, til uddeling blandt kammeraterne i institutionen.

Hvis et barn har fødselsdag og gerne vil invitere sin børnehave- eller skoleklasse hjem til f.eks. hjemmelavet lagkage, burgere eller pølser, er det nu også strengt forbudt. Børnene må kun tage deres egne madpakker med til fødselsdagen.

Samtidig har alle kommunens institutioner fået strenge påbud om fremover at skærpe hygiejnen. Bl.a. om altid at vaske hænder grundigt i forbindelse med toiletbesøg.

»Vi ved ikke, om den lille dreng er død, fordi han blev smittet i sin børnehave. Undersøgelserne tyder ikke umidelbart på det, men helt udelukkes kan det ikke. Men uanset hvordan det er sket, har vi fra kommunal side ønsket at sikre os optimalt,« siger kulturdirektør Per Viese, Ølstykke Kommune.

»Nogle forældre og institutionsledere mener, at de nye madregler er for strenge og firkantede. At det ikke kan være rimeligt, at et barn nu ikke engang må invitere kammeraterne hjem til chokolade og lagkage. Men de fleste forældre kan dog godt forstå, at der skal skrappe forholdsregler til.«

Med madforbudet vil kommunen også bedre kunne placere et ansvar i tilfælde af madforgiftning.

Kulturdirektøren oplyser, at den døde drengs børnehave, Langekær børnehave, er blevet grundigt undersøgt af embedslæge og levnedsmiddelkontrol, men at der ikke har været noget at påtale. Også vandforsyningen er blevet grundigt analyseret.