Kongefamilien var samlet, da Ny Carlsberg Glyptoteket fejrede 100 års jubilæum. Der var moderlig glæde og trutmundskys til både Frederik og Joachim og varme omfavnelser fra farmand til begge sønner, da Margrethe og Henrik i går mødtes med »drengene« uden for Glyptoteket i København.

Alle fire var med til at fejre Ny Carlsbergfondets 100 års jubilæum. Den gravide prinsesse Alexandra blev hjemme. Der er glæde i familien også i dag, hvor 34-årige kronprins Frederik bliver både orlogskaptajn og major i to værn, hæren og flyvevåbnet.

Kronprinsen får med håndtryk overrakt alle sine tre udnævnelser af den ny forsvarschef, Hans Jesper Helsø.

Mor og far, Dronningen og Prinsen, er på pletten ved afslutningsfesten på officersskolen. .

Hvad skal Kronprinsen så lave nu, hvor han endeligt forlader skolebænken? »Det får I ikke at vide før i slutningen af juli. Der er nogle bolde i luften, og nu skal vi se at få grebet en af dem«, siger hofchef Per Thornit.