Boligsælgere har urealistiske krav. Afstanden mellem købere og sælgere er rekordhøj, og det fastholder markedet på frysepunktet.

Hvis de danske boligejere tror, at de priser, de ser hos ejendomsmægleren, er ved at nærme sig, hvad boligerne rent faktisk bliver handlet for, så kan de

godt tro om igen. Gabet mellem udbudspriser og købspriser har nemlig aldrig været større, skriver dagbladet Børsen i dag.

Nye beregninger fra Sydbank viser, at forskellen mellem gennemsnittet af udbudspriserne og de priser, boligerne reelt bliver handlet for, er på hele 26 procent.

Både bankøkonomer og mæglerne peger på behovet for, at boligsælgerne begynder at få en mere realistisk opfattelse af, hvad de kan få for deres bolig, hvis der igen skal komme gang i det nedfrosne boligmarked.

- Udviklingen tyder på, at selvom udbudspriserne er faldet en del, så er det altså stadigvæk langtfra tilstrækkeligt til at indhente de priser, som boligerne reelt kan handles til på markedet, og at det er en vigtig grund til, at handelsaktiviteten stadig er meget lav, siger chefanalytiker i Sydbank, Christian Hilligsøe Heinig.

Ifølge Realkreditrådets udbudsstatistik for april, som blev offentliggjort i går, er der fortsat et stort antal på nu 62.638 boliger til salg i Danmark.



/ritzau/