Omkring 10.000 forsikringsansatte har fået ny to-årig overenskomst. Forliget indeholder blandt andet lønstigninger og obligatorisk sundhedsforsikring.

Omkring 10.000 ansatte på forsikringsområdet har fået en ny to-årig overenskomst, der blandt andet giver lønstigninger på to procent årlig, alle ansatte bliver omfattet af en obligatorisk sundhedsforsikring, mens 1,25 procent af lønrammen går til ny løn til lokal fordeling.

Forliget blev indgået mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening sent tirsdag aften, og i det er der også lavet en aftale, så områdets seniorer får ret til deltidsansættelse, når dåbsattesten viser mere end 58 år.

Trods den nedsatte arbejdstid fortsætter indbetalingen af pension på samme niveau, og det er en forbedring af overenskomsten, der skal sikre, at de forsikringsansatte bliver på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på efterløn som 60-årige.

/ritzau/