Meget tyder på at den lange strejke i Falck lakker mod enden. Falck og redderne indgik lørdag forlig om ny overenskomst, der nu skal til afstemning.

Den to uger lange Falckstrejke lakker formodentlig nu mod enden. Falckredderne og Falck indgik lørdag eftermiddag forlig om en ny overenskomst efter langvarige og intense forhandlinger, der startede torsdag aften.

Strejken fortsætter dog, indtil redderne har stemt om den nye overenskomst. Det resultat forventes først den 21. juni. Men Falck lader kolleger i branchen hjælpe strandede bilister, der beder om assistance, sådan som det også var tilfældet i strejkens første dage, oplyser Falck. Til gengæld må Falck fortsat afvise at køre nyopererede og andre liggende patienter hjem fra sygehusene, indtil redderne har sagt ja til overenskomsten.

Landsklubformand Palle Thirstrup vil ikke afsløre indholdet af aftalen, før han har haft mulighed for at fortælle medlemmerne om det. Men han mener, at resultatet er bedre end det tilbud, som redderne sagde nej til ved forhandlingerne i forligsinstitutionen, og han forventer derfor, at redderne vil stemme ja.

/ritzau/