Herfølge kan man i timevis diskutere, om holdets førsteplads er en isoleret set imponerende bedrift eller et udtryk for Superligaens faldende niveau. Mit svar er ja til begge dele, skriver B.T.s sportsredaktør. Læs Peter Brüchmanns kommentar om Superligaen på tærsklen til årtusindeskiftet

Den tidligere Premier League-klub, Charlton Athletic, blandede sig, repræsenteret ved manager Alan Curbishley, blandt godt 2700 tilskuere på Herfølge Stadion i går.

Jeg mødte dem ikke. Jeg hørte ikke, hvad de sagde. Men det må have været interessant at være en juleflue på tilskuersædet og høre reaktionen på forklaringen: "Ja, dem der i de gule trøjer, det er så Superligaens tophold."

Rammen gør selvfølgelig en del. Pænt tilskuertal for Herfølge standard, men uden at have været i Kidderminster vil jeg gætte på, at Jan Mølbys hjemmebane udenfor de engelske divisioner er et inferno af stemning i sammenligning.

Og så er der spillet. En herrekamp, javist. Høj intensitet. Og en vis grad af underholdning. Men imponerende kan det ikke kaldes.

Det her lyder muligvis som en meget negativ indledning på en efterårsstatus kort før år 2000. Men det er egentlig bare en betragtning, der skal tjene som billede på et efterår, der har sat dybe skår i min tillid til den brede Superligas prangende fremtid.

Om Herfølge kan man i timevis diskutere, om holdets førsteplads er en isoleret set imponerende bedrift eller et udtryk for Superligaens faldende niveau.

Mit svar er ja til begge dele. At Herfølge går ind i år 2000 med et forspring på seks points er imponerende. At John Jensen debuterer som træner med sådan en bedrift er ikke mindre respektindgydende. Tilmed med en stor del af efteråret uden den Herfølge-spiller, der har imponeret mig mest: Midtbanespilleren Thomas Høyer.

At Brøndby så er seks points efter, AaB ni points efter, AB ti points efter og FCK 13 points efter er til gengæld udtryk for et Superliga-niveau, der er skræmmende lavt.

For Brøndbys vedkommende ganske vist med et nærmest blændende lys af forventning for enden at tunellen. En lille håndfuld erfarne klassespillere er købt ind til den ny træner, Åge Hareide. Det lægger selvsagt et voldsomt pres om en særdeles komprimeret, men også kompliceret indkøringsperiode. Næste sommer har Danmark formentlig fortsat to kvalpladser til Champions League, så den nuværende andenplads må være et mindstemål for Brøndby.

Og inden man bliver alt for imponeret over Brøndbys indkøbsiver, skal det med i betragtningen, at den nuværende trup rummer fem-seks tilsyneladende klokkerene fejlkøb.

For FCKs vedkommende kan man frygte, at navneskiftet af aktieselskabet til Parken Sport og Entertainment trods alverdens forsikringer ikke er en opprioritering af fodboldholdet. Et 2,8 mio. indkøb af Peter Christiansen i Vejle er i hvert fald ikke et udtryk for den glamour, mange mener bør omgive FCK.

En lille bisætning i den forbindelse: Med afskedskampen til Lars Højer Nielsen i går sagde FCK farvel til en af mest markante klubpersonligheder, holdet har haft. Tilbage er nu reelt kun Diego Tur med rødder i dannelsen af FCK. Højers flotte afsked blev således også et farvel til det største, der var tilbage i klubben af FCKs oprindelige sjæl. Og dermed også et endnu tydeligere goddag til den opbygning af en ny spillekultur i klubben.

FCK har lang vej at gå, men både klubben fra Parken og Brøndby har deres på det tørre, hvad et fundament til det nye årtusinde angår.

Det alarmerende er derimod, at stort set resten af Superligaen i den grad baserer sig på spillersalg for at få forretningen til at løbe rundt. Og som de fleste hold spiller, er der på ingen måde sportsligt råd til at sælge ud.

Vejle for eksempel mønstrede i går for så vidt en udmærket præstation, men stillede op med minimum to mand uden Superligaklasse. Og med udsigt til flere spillersalg ligner det en tur op ad en ualmindelig stejl bakke.

AaB lægger op til salg af Jimmy Nielsen. Det ligner ikke et bud på en af de to kvalpladser til Champions League.

AB har voldsom uro omkring Ole Mørch og ti points op til Herfølge. Aktiekursen er i bund. Investor nummer et, Klaus Helmersen, er ude. Bagmand Torben Mærsk står foran sin største udfordring.

Silkeborg svælger heller ikke ligefrem i overskud. Til gengæld har holdet udviklet sig sympatisk og har i spillertruppen rum for mere udvikling. En spændende outsider.

Lyngby har i senhalvfemserne stået for den ene overraskende sæson efter den anden. Og nok så væsentligt: Holdet har vist sig i stand til at skabe salgbare profiler, og ikke mindst at kunne erstatte dem og skabe nye aktiver.

Nedrykningen er reduceret til en kamp mellem fire hold: AGF, OB, Esbjerg og Vejle, hvor jeg reelt kun kan se Viggo Jensen som den faktor, der kan vende det nuværende billede med de to Sydbank-klubber, Vejle og Esbjerg som nedrykkere.

Billedet af en stærkt differentieret Superliga-fremtid tegner sig med Brøndby og FCK som magtfaktorer, AaB som en sandsynlig magtfaktor og så et udskilningsløb mellem OB, AB og måske en økonomisk opkomling fra 1. division. Altså "hollandske" tilstande, hvor klubber som Silkeborg, Lyngby, Viborg og sågar Herfølge ikke kommer blandt de toneangivende.

På kort sigt bliver det til gengæld et forår, hvor de to helt store spørgsmål bliver: Kan Herfølge begrænse den nedtur, der vil komme, som den også gjorde kortvarigt i efteråret? Og kan Brøndby få sit nye hold til at fungere øjeblikkeligt?

Er svaret til de to spørgsmål nej, vil døren stå åben for reelt en håndfuld klubber til mesterskabet.