Sex er noget af det mest søgte på Internettet, og med den eksplosive vækst i antallet af computere er der nu også danskere, som er blevet så afhængige af cybersex, at det har udviklet sig til sociale problemer.

"Siden 1998 har vi haft 42 henvendelser fra mennesker, som ikke kan styre deres Internet-afhængighed, og af disse var de to så afhængige af sitrende, vibrerende cybersex, at de til sidst følte, at de ikke kunne styre det," fortæller lederen af Ludomani-centret i Odense, Michael Bay Jørsel.

På Internettet kan sex-fikserede mennesker hurtigt finde frem til specielle sider og chatte sig til den ene orgasme efter den anden, fremhæver han.

"De to, jeg har haft samtaler med, havde begge problemer med kontakt med det modsatte køn. De var begge unge - omkring 24-25 år - og velbegavede. Manden havde fået en mani med at gå på Nettet om natten, når hans kone var gået i seng, og ægteskabet fungerede tilsyneladende slet ikke, fordi manden skulle have store dele af sine seksuelle behov dækket på Nettet. Kvinden, som var studerende, ønskede at få opmuntring og bekræftelse rent seksuelt, og det skaffede hun sig på Nettet," siger Michael Bay Jørsel.

Han understreger, at man på Ludomanicentret kun får bevilget penge til at bekæmpe folks spillelidenskab, og at han derfor kun kan tilbyde samtaler om folks afhængighed af Nettet på et mindre niveau.

Der er fra den fynske centerleders side tale om et spagfærdigt forsøg på at kortlægge et nyt problem, som han mener vil stige, i takt med at stadig flere får computere.

"Ofte er det, som sker på Internettet, en stor gang løgn og bedrag. Man aner jo ikke, om den person, som udgiver sig for at være Sussi på 18 år, i virkeligheden er en småfed, snack-gnaskende 40-årig mand fra Silkeborg. På Nettet kan alt lade sig gøre. Der er altid nogen hjemme, og ens ønsker, laster og behov kan tilfredsstilles. Men der er i virkeligheden tale om erstat

nings-adfærd. Folk, som bliver afhængige af cybersex, er typisk personer, som har det svært med det modsatte køn i det virkelige liv," siger Michael Bay Jørsel.