Peter Brixtoftes forsvarere kræver frifindelse i sponsorsagen, hvor anklagemyndigheden har krævet mindst fire års ubetinget fængsel.

Peter Brixtoftes forsvarere kræver den tidligere borgmester frifundet for samtlige anklager om mandatsvig og embedsmisbrug i sponsorsagen fra Farum Kommune.

Ifølge advokat René Offersen er der ikke fremkommet noget som helst under retssagen, som giver grund til at ændre påstanden om frifindelse for sponsorfusk.

Dermed afviser han anklagerens påstand om, at Peter Brixtofte har indgået aftaler med Skanska og Alletiders Rejser om at tage overpriser for byggerier og velfærdsrejser i Farum Kommune, mod at virksomhederne til gengæld tegnede sponsorater for boldklubberne i Farum.

Anklagemyndigheden har krævet mindst fire års ubetinget fængsel.

- Der er tale om en usædvanlig tiltale for politisk motiveret kriminalitet, men Peter Brixtofte har aldrig indgået den type aftaler, som anklagemyndigheden påstår, sagde René Offersen tirsdag i byretten.

/ritzau/