Bankpakke II blev i januar hastet igennem, men landets pengeinstitutter tøver med at tilslutte sig. Bankdirektør overrasket over den store tilbageholdenhed.

Vi overvejer. Vi udskyder beslutningen. Vi venter ikke at gøre ikke brug af den. Landets banker står ikke på nakken af hinanden for at springe på regeringens nye bankpakke, der efter stort hastværk blev besluttet i januar.

Danske Bank og Spar Nord Bank er foreløbigt de eneste, som uden tøven har sagt ja tak til bankpakke II, hvor bankerne har mulighed for at låne op mod 75 milliarder kroner af staten. Enkelte pengeinstitutter har sagt nej, mens hovedparten tager sig en tænkepause - blandt andet Jyske Bank og Sydbank, der begge tirsdag kom med regnskab for 2008.

Hos Spar Nord er bankdirektør John Lundsgaard overrasket over, at der ikke er flere af landets banker, som har meldt positivt ud om deltagelse i bankpakken.

- Når man kigger på regnskaberne for tiden, kan man se, at mange kommer ud med underskud, og jeg havde forventet, at befolkningen så kunne se, hvorfor det var nødvendigt med den her bankpakke II. Der kan man sige, at det bliver en smule demonteret, når mange banker går ud og siger, at det har de ikke brug for, siger John Lundsgaard.

Selv om kun to banker indtil videre har slået til og meldt klart ud, at de vil gøre brug af bankpakken, forventer professor Finn Østrup, at det billede vil være ændret kraftigt, når tilmeldingsperioden udløber i juni i år.



/ritzau/