Men trods krisen og "skilsmissen" er Big Fat Snake sangeren ikke helt afvisende over for sin gamle ven Peter Viskinde

Ligesom sin forhenværende Big Fat Snake-kollega og eksven, Peter Viskinde, er gruppens forsanger, Anders Blichfeldt overbevist om, at de aldrig kommer til at spille sammen igen.

Men med hensyn til venskabet, holder den 47-årige familiefar døren åben.

- Måske kan vi drikke en kop kaffe, hvis vi mødes, siger Anders således, da bt.online fanger ham i bilen på vej til Jylland

Men det er tydelig, at Anders ligesom Peter er dybt såret efter sidste års opbrud og den efterfølgende verbale krig.

- Vi var igennem et forløb, der var meget lidt givende for de personlige relationer. Og selv om jeg sagtens kan savne den tid, hvor alting fungerede, så ved jeg også, at det, der skete, var nødvendigt.
Ellers ville jeg ikke have kunnet fortsætte i gruppen, siger Anders, der sammen med Big Fat Snake (ligesom Peter Viskinde Band) indleder en landsdækkende turné i næste måned.

- Det kan jo være, at vi mødes. Så ved man aldrig, hvad der sker. Og jeg har stadig dyb respekt for Peter, siger Anders Blichfeldt.

Og selvom Anders som sagt godt kan mindes de gode gamle dage, så er det lige nu fremtiden, der trækker

Ikke alene er han og gruppen klar til adskillige måneder på landevejen - først en mindre DK-turné og siden en massiv indsats på alskens sommerefestivaler.

Materialet til disse koncerter vil selvfølgelig i høj grad komme fra gruppens første "Viskinde-fri" plade "What's Left Is Right", der udkom sidste år. Men gamle og sjældent hørte BFS-sange vil også dukke op. Og så er der selvfølgelig klassikerne.

- Ja, vores koncerter er kun blevet længere, siger Anders, der godt ved, at publikum stadig vil se dem lidt an - efter den offentlige skilsmisse fra Viskinde.

- Og derfor holder vi også for første gang en pause i midten.

- På den måde kan vi ikke alene spille længere. Vi kan også lege med formatet - del et og del to. Vi kan skifte tøj i midten. Og fra start til slut strækker vores koncerter sig nu over tre timer. Det bliver fedt, siger Anders.

Og eksperimenterne begrænser sig ikke til koncertsalen.

Anders Blichfeldt og resten af "den fede slange" ved også godt, at det pladekøbende publikums vaner har ændret sig siden starten for godt tyve år siden.

Således har det nye album blot solgt knap 20.000 eksemplarer. I gamle dage lå tallet tættere på 100.000 styk - nogle gange over.

I dag downloader fansene én sang ad gangen. Og den er Anders og kompagni helt med på.

- Lige nu eksperimenterer vi lidt med dansksprogede sange. De kommer måske også med til koncerterne. Og hvis vi får lyst, fyrer vi måske et par stykker af disse af på vores website.

Tiderne ændrer sig. Og det gør vi også," siger en tændt Anders Blichfeldt.