Det ville have været en komplet idiotisk idé at sætte den nu afdøde Johnny Cash til at indspille et Tom Jones-agtigt festalbum med partysange om tøser og trusser. Og tilsvarende dumt er det at sætte Tom Jones til at indspille et Johnny Cash-agtigt album med sange om religion, sorg og død.
Blues, folk, rock
'Praise & Blame', Tom Jones
Det har angiveligt kostet det kriseramte pladeselskab EMI en lille formue at headhunte 70-årige Tom Jones. Og da den walisiske trussetyvs nye chef hørte albummet her, græd han angiveligt snot og kaldte det en 'syg vittighed'.
Så slemt er det selvfølgelig ikke.
Og på herligt skramlende blues-sager som 'Strange Things' og 'Don’t Knock' får vi da også skyggen af den gamle Jones, der i de mellemhøje registre stadig har en stemme, der kan få de fleste bjergkæder til at skælve.
Ikke overbevisende
Helt nede i kælderen, hvor den brummende bas hersker, og hvor Johnny Cash helt naturligt befandt sig, lyder Tom Jones bare ikke synderligt sjælfuld eller overbevisende.
Efter årtier med sange som 'What’s New Pussycat' og 'It’s Not Unusual' som tvungent repertoire, kunne man selvfølgelig godt unde Jones at sænke hastigheden lidt og prøve noget nyt.
Og dét gjorde han faktisk allerede med held på sin forrige, '24 Hours' – fra 2008. Men på 'Praise & Blame' går det galt.
Problemet er nemlig, at den gode (og efter sigende ret lykkelige) Jones slet ikke lyder så trist og vemodig, som sangene 'What Good Am I' og 'Ain’t No Grave' antyder. Og resultatet er, at Jones mest af alt lyder, som om han – som et par alt for store bukser – prøver et Johnny Cash-album på – bare for at se om det passer.
Det gør det ikke. Og sammen med alle andre inkarnerede Tom Jones-fans håber jeg inderligt, at én eller anden øjeblikkeligt hiver den nørdede Rick Rubin-wannabe producer Ethan Johns ud af stolen og erstatter ham med én, der virkelig forstår klasse-solistens fortsatte party-potentiale.
