Blodfattigt venstrehåndsarbejde fra ellers så charmerende Mika
Okay, Good Guys er virkelig en charmerende og lækker popskæring, og Mikas stemme er som sædvanligt charmerende at lytte til. Men ellers er No Place In Heaven en strømlinet og åleglat affære, der i den gran er fattig på de helt store popbrag, Mika ellers har været så leveringsdygtig i gennem karrieren.
Til trods for en stor og fyldig produktion fremstår sangene harmløse og uinteressante, som de er skåret efter alle genrens klichéer og sovset godt ind i studieeffekter og strygere. Jo, man vipper da med foden, de første gange, man hører en sang som Staring at the Sun, der vel nærmest kunne høre hjemme hos Pet Shop Boys, men det bliver simpelthen kedeligt i længden. Og hvis der er én ting, man ikke plejer at kunne beskylde Mika for, er det at være kedelig.
Der er også gode takter på sprudlende Good Wife og Rio, men ellers er lyspunkterne så få, at Mika vist skal være glad for også at have tjanser som dommer på diverse talentshows. Eller også burde han netop trække sig tilbage fra disse og koncentrere sig om at skrive nogle gode sange i stedet. Det her virker i hvert fald som venstrehåndsarbejde.
Mika, 'No Place Like Heaven', to ud af seks stjerner
