Turnéafslutning: Ujævn æresrunde med glimrende, glemt og genopdaget sangskriver
"Jeg blev født med det formål / at korsfæste din sjæl," sang Sixto Rodriguez på sit debutalbum i 1970 – i øvrigt fulgt op af toeren "Coming from Reality" året efter.
Det blev dog ikke til et liv i poesiens tjeneste; Begge album floppede fælt og henviste den dengang knap 30–årige Rodriguez til et liv i det hårde, manuelle arbejdes tegn, i hjembyen Detroit ("City of victims," som han siger i London i aften).
Der skulle en yngre, svensk instruktørs Oscar-vindende mellemkomst til, i skikkelse af succesfilmen "Searching for Sugar Man" (2012), før Rodriguez fik sit usandsynlige, men velfortjente comeback – og faktisk fremragende sange som "I Wonder," Cold Fact, "Sugar Man" og førnævnte "Crucify Your Mind" en sidste tur i manegen.
Rørende
Og her står han så, på sin europæiske turnés sidste aften – klar til at tage imod den nyfundne fanskares hyldest i Londons historiske Royal Albert Hall, hvor han gav en udsolgt koncert tidligere på måneden.
Og selvom comebacket efterhånden er en gammel nyhed, og antallet af londonske kvinder som råber "I love you, Rodriguez!" nærmer sig det enerverende – ja, så er der ikke desto mindre noget genuint rørende over det åndeløse øjeblik, hvor den gamle kæmpe – barhovedet, med hestehale – lader to kvinder lede sig ind på scenen, hvor bandet venter. Så får han den sorte hat på hovedet – og seancen er i gang.
"I know it's just the drinks… but I love you back!," replicerer Rodriguez til salens første "We love you." Og så følger et ujævnt sæt, som ganske vist både byder på de selvskrevne klassikere og adskillige covernumre (fra "Only You" til en overraskende stærk version af Jefferson Airplanes "Somebody to Love").
Men som også i ærgerlig grad er præget af, at Rodriguez ikke turnerer med et fast backingband, men derimod har lokale backingmusikere rundt omkring i verden. I aften i London resulterer det i en rodet affære, hvor man i første omgang knap kan høre hovedpersonen.
Tilstedeværelsen
Uværdigt er et hårdt ord i sammenhæng med en mand, som i den grad selv udstråler værdighed og stamina. Men man kan diskutere, om det er værdigt, for en gammel sangskriver på en sidste, usandsynlig æresrunde ikke at have et fast band – som her tre år inde i comebackturnéen kunne have været et tæt, sammenspillet ensemble.
I aften ydes hverken Rodriguez eller bagkataloget retfærdighed, og det er faktisk, når akkompagnementet er allermest sparsomt – hans egen guitar og vokal i front – at sangene står stærkest.
For alene mandens tilstedeværelse er naturligvis næsten billetprisen værd iaften, og et begejstret auditorium synes da også uanfægtede af den musikalske slingrekurs: Der er stående applaus ad flere omgange, både under og efter den godt halvanden time lange ceremoni.
For en ceremoni er det, snarere end en musikalsk uforglemmelig oplevelse. Altså, at han overhovedet står på scenen i aften, at han er her – ligesom dengang i Johannesburg i ...nå nej, se selv filmen, hvis du ikke allerede har gjort det.
Årtiers slid
På et tidspunkt lægger Rodriguez både jakken og den hvide skjorte og fremviser - i en sort undertrøje - en stor overkrop formet af årtiers slid – og dét øjeblik er i sig selv væsentligt stærkere end coverversioner af f.eks. det gamle Richie Valens-hit "La Bamba" og rock'n'roll-klassikeren "Blue Suede Shoes."
Sagt på en anden måde; i aften synes selve fortællingen om manden at være mindst lige så væsentlig, som det, der konkret spilles af den 72-årige hovedperson og den engelske trio bag ham.
"Power to the People!," siger han med hævet hånd, da han takker af efter små halvanden time og knap tyve sange. Bifaldet er bragende, og naturligvis vender han – efter længere tøven – tilbage og spiller yderligere et par numre. Kulminerende i "I'm Gonna Live 'Til I Die," hvor Rodriguez synes at samle fokus til en sidste kraftpræstation; som et insisterende punktum på en musikalsk set småærgerlig æresrunde.
På dén måde kan man ikke just sige, at vores sjæle blev korfæstede i London iaften. Men vi fik set manden – og det var i en vis forstand også tilstrækkeligt.
Rodriguez, Royal Albert Hall, London, onsdag d. 27. maj 2015
