B.T. så The Police i USA - før kæmpekoncerten i Århus. Og jo, selvfølgelig er legenden om The Police langt større end bandet selv. Men til deres koncert i Auburn Hills, i den amerikanske stat Michigan i sidste måned gjorde rocktrioen den slags små-fortænkte overvejelser helt og aldeles overflødige.
Fra første tone i 'Message In A Bottle' var signalerne nemlig klare: Det her er ikke nostalgi. Det er rock. Og det er her og nu.På scenen foran 23.000 tilskuere (fuldt hus) arbejdede Andy Summers, Sting og bandets eneste yankee Stewart Copeland nemlig så hårdt, at sveden allerede piblede frem i sættets første sang.
Og mine personlige minder fra bandets sidste koncert i Danmark blev lynhurtigt erstattet af et uventet men også velkomment nærvær af tre musikere, der tydeligvis forlængst har smidt samtlige popstjerne-illusioner overbord.
Udenfor havde de amerikanske fans varmet op med improviserede Police-fester på ladet af tusindvis af lokalproducerede Ford- og GM-trucks.
Øllet og nostalgien flød, mens musikken drønede og man udvekslede historier fra dengang i 1983, hvor den læderklædte Joan Jett varmede op.
Mens Stings ældste søn Joe med en stemme ikke langt fra farmands førte sit band Fiction Plane igennem et udmærket opvarmningssæt, fortsatte nostalgien indenfor i de overrendte souvenir boder, hvor de gamle lp-omslag prydede T-shirt og plakater.
Men som et velsmurt nostalgi-politi blev alt fortidsflæb øjeblikkeligt langt i lænker og ført væk, da The Police – nostalgi politiet - trådte til og skruede op.
Turnéens første koncerter i Canada havde fået lunken kritik – selv af bandets trommeslager Stewart Copeland. Men det var tydeligt, at tiden havde læget alle fejl og mangler.
Der var da enkelte miskommunikationer, hvor en indtælling eller starten på en solo kom et ottendel takt for sent. Men det beviste bare, at det var rigtige mennesker, der stod på scenen.
Og dét, der gjorde allermest indtryk på mig, var den totale mangel på ego og bandets tydelige begejstring for sammen at være tilbage på scenen.
Bag sit arsenal af trommer og diverse slagstøjsinstrumenter fløj Stewart Copeland rundt, så han fik Muppets legendariske trommehøvler Animal til ligne en strandet søpølse.
Andy Summers, der også dengang i 80’erne var limen, der holdt den eksplosive trio sammen, var mere afmålt men ikke mindre entusiastisk. Og hans kaskader af præcise toner, fortalte tydeligt historien om en 62-årig musiker, der kan både sin rock, pop og ikke mindst jazz.
Som bassist er Sting blevet endnu bedre. Og det var en fornøjelse at se ham spille nogle umuligt improvisationer i hus sammen med den nærmest overmenneskelige Copeland.
Sammen levede og åndede The Police som én musikalsk organisme. Og selvom enkelte spinkle sange som 'Next To You' og 'When The World Is Running Down' ikke er blevet spor bedre end de var dengang, da mor var dreng, så beviste The Police, at denne genforening er på høje tid.
