Pretty Maids, Amager Bio: Ja, ja, ja… jeg kan sgu’ godt høre jer: endnu en dag og endnu en Pretty Maids anmeldelse fra den gamle karriere-kværulants hånd.

Og jo, selv i min fremskredne alder kan jeg stadig tælle til tre og ved godt, at denne er min tredje anmeldelse af hammer-hovederne fra Horsens i år.

Men nu er jeg svoren tilhænger af at følge et projekt til dørs. Og projektet i dette tilfælde har været at se, om Danmarks ældste Heavy Metal band kunne blive ved at ride højt på den bølge, de har surfet gennem 2010 på.

Først med udgivelsen af bandets bedste album i næsten tyve år, 'Pandemonium' og dernæst med en turné, som i hvert fald for mig har leveret to af dette års absolut bedste koncerter: på Jelling Festival sidst i maj samt jubilæumskoncerten for bandets klassiske 'Red, Hot And Heavy' album i Amager Bio 27. august – en aften hvor Kenneth Hansen (guitar), Paul Christensen (vokal), Hasse Patino (bas), Allan Tschicaja (trommer) og Morten Sandager (keyboards) ganske enkelt gav den bedste koncert, jeg har hørt dem spille i de 27 år, jeg har fulgt bandet.

Torsdag aften var d’herrer så tilbage i Amager Bio for at spille den traditionelle julekoncert på dét sted, som velsagtens efterhånden er blevet bandets anden hjemmebane.

Og lad det være sagt med det samme: jeg følger med Pretty Maids ind i 2011 med sindsro. Torsdagens kompetente kombination af julestue og legestue blev nemlig endnu en orgiastisk opvisning i suveræn spillelyst, musikalsk overlegenhed og en på det nærmeste manisk evne til at holde FESTEN.

Fra starten og i dén grad fra fjerde nummer – en fremragende 'Final Day Of Innocense' – tog en vis herre ved Pretty Maids. Med den forrygende trommeslager Allan Tschicaja i en stedse mere fremtrædende rolle fik vi udgaver af 'Walk Away', tåreperseren 'Savage Heart', 'Cielo Drive', 'Back To Back', 'Rodeo' og specielt en ualmindeligt velturneret 'Queen Of Dreams', så alle vi i salen følte os trukket ind i årets julefest af de dér julemandens kane-trækdyr på epo.

Men dér endte det ikke. De traditionelle syng-med-fester - klassikerne 'Rodeo', 'Love Games', 'Please Don’t Leave Me' og 'Red, Hot And Heavy' – fik folk i salen til at falde hinanden lykkeligt om halsen og skråle med, så indtil flere formentlig stadig ikke har fået stemmen tilbage til den rituelle rundgang om grantræet 24. december.

Vidunderligt! Sgu’!

Hvilket kun efterlader ét spørgsmål: hvorfor er jeg den eneste journalist i dette land, som fremdeles holder fanen højt for Pretty Maids? De er for fanden en national skat!

'We wish you a merry Christmas' og resten i håret…