'IT’S A LONG, LONG WAY TO PARADISE... AND I’M STILL ON MY OWN...' (Alice Cooper, 'Be My Lover', 1971)
Jo, der kan da ind imellem – set I lyset af ovenstående citat – være ganske langt til Paradis, og man kan i dén forbindelse føle sig forstemmende alene. Torsdag aften var det imidlertid blot et spørgsmål om at være til stede i Ballerup Super Arena, hvor man takket være legendariske Alice Cooper blev lukket indenfor i Edens Have i selskab med 2600 andre ’Coop-kanaljer.2007 har været et år, som – samme års øvrige defekter ufortalt – allerede har været overstrøet med 'årets koncerter' i et aldeles urealistisk omfang, men vores allesammens 59-årige onde onkel fra Detroit Rock City mente åbenbart ikke, vi skulle gå ind i det nye år, uden at også han var med i opløbet.
I hvert fald gav Alice Cooper – ja, I kan jo lige så godt få det at vide, alle jer som valgte at blive væk (skam jer!) – i Ballerup Super Arena om ikke dén bedste koncert på dansk grund nogensinde, så i hvert fald den bedste siden 'Raise Your Fist And Yell' koncerten i K.B. Hallen for tyve år siden.
En helt vidunderligt livsbekræftende og i dét stykke afgørende amok-aften af et show, som affødte afvigende adfærd såvel hos såvel mig selv som det hårde hold omkring mig i en grad, så mange nok vil mene, at de sidste 30 års pædagogisk indsats udi at indlemme os i de såkaldt pæne menneskers midterrabat menighed har været ganske og aldeles forgæves. Det er nemlig dét, den har – så kom bare ikke hér. No More Mister Nice Guy? Tro trygt på det!
- Det kan sateme da ikke blive større allerede nu, som det lykkedes mig at få fremstammet, da Alice og co. lagde ud med en tre uregerlig uppercuts i klassikerne 'It’s Hot Tonight', 'No More Mr. Nice Guy' og min personlige Alice-favorit 'Under My Wheels'.
- Nå, dét tror du ikke, grinede min faste ledsager og vidende ven – Oraklet fra Brøndby – da Cooper derefter malede gyldne skygger om dét Spar Es, som overtrumfede alt andet denne aften, med 'I’m Eighteen' og 'Is It My Body'. Eller man kunne bare konstatere, som en anden gammel ven – vi kan jo kalde ham Damgaard – gjorde:
- Den mand har skrevet 250 klassikere. Bare han spiller dem alle sammen!
Det ville så nok have været lige vel rigeligt forlangt, men 22 sange fra den skatkiste af klassikere, Alice Cooper slæber rundt på, var såmænd også rigeligt. Faktisk var det lige dér – efter førnævnte 'Is It My Body' – det slog ned i én som en tordenkile fra The God Of Rock’n’Roll, at det hér godt kunne gå hen og blive én af de helt, helt store aftener på den onde onkels læderklædte knæ med sådan en rock’n’roll røvfuld til følge.
Blev det så dét? Well, I kan vel selv læse sætlisten, ikke? Var der så noget? Nej, vel!
Vi tog med hele vejen. Så længe man aftenen igennem ligger lunt i svinget på hovedvejen mod himmerige, hvad betyder det så, man er 'Lost In America' – ét af talrige højdepunkter på en koncertaften, som bød på flere højdepunkter end den gennemsnitlige fakir-seng. Jeg sværger, at vi alle som én på Det Hårde Hold var så hæse mod koncertens slutning, at vi kunne få Lemmy fra Motörhead til at lyde som Celine Dion. Kønt har det næppe været, men skønhed kommer som bekendt inde fra, og der er ingen grænser for éns velvillighed overfor menneskeheden efter sådan en omgang.
Alice Cooper selv var i en form, så ikke engang de lovligt rutineprægede men dog fuldt ud brugbare lejesvende, guitaristerne Keri Kelly og Jason Hook, kunne trække oplevelsen i negativ retning. Som bekendt lander Alice Coopers mest trofaste elev Marilyn Manson i København om et par uger – havde Manson været til stede i Ballerup, tror jeg sgu’, han havde aflyst resten af sin turné.
Denne koncert fandt så i øvrigt sted samme dag, som Dansk Center For Politisk Korrekthed (i folkemunde Roskilde Festival) forsøgte at gøre det til en begivenhed, at de har hyret Radiohead som ét af næste års hovednavn. Lige en associations-række i dén sammenhæng:
Alice Cooper har aldrig spillet på Roskilde. Så Roskilde; I kan tage Thom Yorkes benede, blege engelske indie-røv og skrabe pladsen foran Orange Scene ren med den. Imens ritualafbrænder vi andre Radiohead-plader rundt omkring på pladsen. Så I rigtigt kan se skiltene:
'ALICE PÅ ORANGE – NU!!'
Bare et forslag...
'Well, I must have come to that crazy age/ where ev’rything is hot/ ‘Cause I don’t know if the things I’m thinking/ are normal thoughts or not...' (ALICE COOPER, 'Muscle Of Love', 1973)
