Børne-MGP afvikles i år for første gang sted i præcis samme rammer som de voksnes sangkonkurrence sidste lørdag

Der bliver skrevet tv-historie, når børnenes Melodi Grand Prix lørdag aften for første gang nogensinde afvikles i samme imponerende rammer som de voksnes Grand Prix i lørdags.

Børnenes kæmpefest lørdag aften finder sted i samme Ballerup Super Arena, hvor A Friend in London i sidste uge blev kåret som Danmarks deltager i Düsseldorf. Det er et led i DR's genopfindelse af børnenes MGP.

- MGP handler om at skabe processen i at skabe musik og at finde glæden ved musikken. Det er dét, det hele starter med for både børn og voksne, siger underholdningschef Jan Lundme fra Danmarks Radio.

DR har i samarbejde med Koda, Dansk Artist Forbund og kommunerne underkastet MGP-konceptet en større modernisering.

Målet er, at flere børn rundt om i landet skal have større og længere glæde af den årlige musikalske begivenhed. Samtidig er der i år fokuseret mere på processen i at skrive en sang i stedet for bare at vurdere selve sangen.

Derfor har der været afholdt ni MGP-workshops rundt i hele landet. Her har børnene fået hjælp af professionelle musikere til at opkvalificere både tekst, melodi og optræden til de indsendte sange.

I forlængelse heraf har DR - i modsætning til tidligere år, hvor præmien var en cd-udgivelse - denne gang valgt, at vinderen får et skræddersyet coachingforløb til en værdi af 50.000 kr.

Aftenens vært, der skal holde de unge nerver i ro samt underholde publikum og seere, er Peter Mygind

/ritzau/