David Bowie fejrer sin 69-ås fødselsdag med et nyt album
David Bowie fejrer sin 69-ås fødselsdag med et nyt album

David Bowies fejrede i fredags sin fødselsdag med sin karrieres måske særeste album. Læs BTs anmeldelse af albummet - skrevet, da verdensstjernen stadig levede.

Når man hedder David Bowie, så vil det sige ikke så lidt, når man taler om det særeste album.

Fødselsdagsbarnet (69 år) har trods alt tidligere udsendt grænsesøgende mesterværker som ’Station to Station’ fra 1976 og ’Outside’ fra 1995. Men ’Blackstar’, der udkommer i morgen, er alligevel noget helt for sig selv.

Eksperimenterende

Væk er således den mere traditionelle rockstruktur, der dominerede Bowies stadig fremragende comeback-album ’The Next Day’ fra 2013.
Og den bevidste anti-hit tilgang er allertydeligst på det ti-minutter lange titelnummer, der åbner albummet.

Her er der nærmest tale om en særpræget (omend til tider melodiøs) lydkulisse fremfor et egentligt rocknummer. Men hvis man lytter ordentligt efter, gemmer der sig et væld af forførende detaljer under den kantede overflade, der sikkert vil få mange ’Let’s Dance’-fans til at græmme sig og hoppe på deres iPad.

David Bowie har altid elsket at provokere og irritere. Og uanset om man er til rockkamæleonens genopdagede eksperimentalstil, så er det skønt at opleve en næsten 70-årig legende, der stadig kan få lytteren til at klø sig i nakken og tænke ’Hvad har han nu gang i’.

Glimt af pop

Sjovt nok lader David Bowie os ikke glemme, at han også er manden, der har skrevet nogle af rockens mest iørefaldende sange som ’Starman’, ’Golden Years’ og førnævnte ’Let’s Dance’.

Mens David Bowies nye musikalske sparringpartner, saxofonisten Donny McCaslin, således fører sit eksperimenterende New York-jazz-rock-funk-avantgarde-band igennem nogle både halsbrækkende og til tider nærmest kraftwerk-agtige passager, så dukker den pureste pop også op i fine nye sange som ’Lazarus’, ’Girl Loves Me’ og ’Dollar Days’.

’Blackstar’ er måske ikke et album for alle. Men jeg fornemmer, at det er ét af Bowies mest holdbare.

Det er igen David Bowies gode ven Tony Visconti, der har produceret. Han har før været med til at skabe Bowie-mesterværker som 'The Man Who Sold the World', 'Scary Monsters' og 'Heathen'. Og ligesom solisten selv er Visconti ikke bange for at afprøve grænserne.

Således skaber de sammen med Donny McCaslins dynamiske band nye eksperimenterende rammer omkring Bowies modge melodiske og anderledes tænkende oplæg.

Og ligesom Andy Mackay gjorde det i det originale Roxy Music, spiller McCaslins saxofon en afgørende og konstant overraskende rolle.

Således trutter newyorkeren både i med og modrytme. Han leverer spændende melodiske forløb, der løfter Bowies tekster og vokal. Og McCaslins dynamiske soloarbejde er skiftevis aggressivt og kælent.

'Blackstar' udkommer fredag

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook