Danske racerstjerner som Kevin Magnussen, Jan Magnussen, Nicolas Kiesa, Marco Sørensen og John Nielsen samlede i denne weekend penge ind til Røde Kors ved Den Internationale Racing Festival i Roskilde.

Her udlovede racerkørerne ture i hurtige sportsvogne til de mange tilskuere mod et kontantbeløb, som blev sendt videre til Røde Kors i den gode sags tjeneste.

Og det var ikke småpenge, der blev kørt ind til formålet i denne weekend, selvom det lørdag regnede i Roskilde.

Faktisk var interessen for at sidde ved siden af blandt andre Formel 1-køreren Kevin Magnussen i en potent McLaren-sportsvogn så stor, at der i alt blev samlet omkring 1.756.000 kr. ind til Røde Kors.

Manden bag hele arrangementet, den tidligere racerkører Thorkild Thyrring, var mere end tilfreds, efter sidste bil havde kørt den sidste omgang på banen, der var opstillet midt i Roskilde.

- Det har været en storslået weekend, hvor især søndagens solskin lunede over banens asfalt og det enorme udstillingsområde. I tusindvis af tilskuere har fyldt langs betonbarriererne og blandt udstillerne, og masser af mennesker har fået en fantastisk køreoplevelse på den til lejligheden specieldesignede racerbane langs Østre Ringvej i Roskilde. Ud over indsatsen fra de professionelle racerkørere og deres teams har der også været imponerende opbakning fra bilfabrikkerne og de danske bilimportører, alle sponsorerne og ikke mindst alle de mange frivillige, der har valgt at bruge deres weekend på dette enestående arrangement, siger Thorkild Thyrring i en pressemeddelelse.

Hos Røde Kors jubler generalsekretær Anders Ladekarl over pengebeløbet, der blev samlet ind til nødhjælpsorganisationen.

- Jeg kan garantere, at pengene fra arrangementet helt sikkert kommer til at gøre en forskel. Verden over er der kriser og menneskelige skæbner, der ikke får opmærksomhed i nyhedsdækningen. Det er disse glemte mennesker, Røde Kors hjælper, siger han.

Den Internationale Racing Festival har siden 2008 kørt penge ind til Røde Kors, hvor det med weekendens udbytte er blevet til lige knap 19 millioner kroner.