En bombetrussel tvang kort efter klokken 14 mandag Aarhus Universitet til at evakuere Campus Fugelsangs Allé - tidligere Handelshøjskolen.

- Vi har har evakueret bygningen nu og er i gang med at afspærre området. Vi har bombehunde klar, som så skal undersøge, om der er noget i det, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Richardt Jakobsen til bt.dk.

Kort forinden havde en ukendt person ringet til universitetet og sagt, at der var placeret en bombe på Handelshøjskolen. Man tilkaldte straks politiet, som hjalp med at rydde området og få undervisere og studerende i sikkerhed.

Til Berlingske Nyhedsbureau oplyser presseafdelingen på Aarhus Universitet, at evakueringen foregår i god ro og orden. Universitetets kriseberedskab er på plads og vil hjælpe med at sikre afdelingen.

Det er anden gang på bare to måneder, at den tidligere handelshøjskole er blevet udsat for en bombetrussel. 26. oktober modtog universitetet et brev, der advarede om en bombe. Skolen blev straks evakueret, men truslen viste sig at være falsk.

Afsenderen af brevet er endnu ikke fundet, og det vides derfor ikke, om samme person står bag de to bombetrusler.