En værdicentral i Glostrup blev røvet i nat af gerningsmænd bevæbnet med maskinpistoler. De slap afsted med 30 millioner kroner og efterlod 10 kilo sprængstof i en bombe.

Seks maskerede røvere slap afsted med ca. 30 millioner kroner fra virksomheden Loomis i Glostrup, oplyser politiet. Desuden tabte de flere kasser med penge under flugten.

Bomben er nu blevet anbragt i en bombevogn, der har en sikker beholder. Den er nu blevet kørt væk, og afspærringen er rykket tættere på selve gerningsstedet.

Bt.dks udsendte fortæller, at der nu er ankommet en kriminaltekniker, der efter bomben er blevet fjernet, er sat ind for at undersøge området på Sydvestvej 98. Ligeledes har folkene fra Loomis fået lov til at komme ind i nogle områder af bygningen.

Politiet mener, at røverne kørte væk i audier med tyske og polske nummerplader.

Politiet har ikke haft fat i tysk politi og frygter, at røverne kan være over alle bjerge. Det oplyser Forksningsleder Carsten Janssen til Bt.dks udsendte.

Læs mere om selve røveriet længere nede

Der er tale om et meget professionelt røveri mod virksomheden Loomis i Glostrup. Loomis er det tidligere Dansikring og tager sig af optælling af penge fra en lang række forretninger, inden de sendes videre til bankerne.

Politiet havde tidligere på dagen anholdt to personer, som de havde forbindelse til røveriet. De er dog blevet løsladt igen og er ikke længere mistænkte. Det oplyser Bt.dks udsendte på stedet fra Glostrup. Der var tale om to tyske håndværkere, der var på vej sydpå, men altså ikke havde nogen relation til røveriet.

- Klokken 03.35 lægger de simpelthen den ene mur ned med en mobilkran. Herefter kører tre mørke biler, der muligvis er Audi stationcars, ind på området. De bevæbnede gerningsmænd gik herefter ind og tog for sig af pengene. De sagde intet, siger vagthavende hos Vestegnens Politi til bt.dk.

- De havde strøet partisansøm ud over et større område, hvilket betød, at vores tre første patruljer på stedet alle punkterede, siger Vagthavende til bt.dk

- De efterlod ligeledes en bombelignende genstand, hvilket har medført, at vi har tilkaldt EOD, det såkaldte bombehold, og at vi nu har spærret Glostrup Station, siger Vagthavende.

Trafikken har hele morgenen været spærret på grund af bombetruslen, men ifølge bt.dks udsendte er den nu genoptaget.

Røveriet foregik hos Loomis på Sydvestvej 98 i Glostrup. Loomis er det tidligere Dansikring. Her optæller de forretningernes omsætning, inden pengene bliver sendt videre til bankerne.

Der var 2-3 personer på arbejde, da røveriet fandt sted, men ingen er kommet noget til. Bygningen er desuden alarmcentral for selskabet. Derfor står der nu 30-50 af selskabets vagter uden for afspærringen, da de ikke kan komme på arbejde, fortæller bt.dks udsendte.