Manden har i årevis vogtet statens dybeste hemmeligheder.

Nu er den mangeårige chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, tiltalt for at lække klassificerede oplysninger.

Det bekræfter Rigsadvokaten i en pressemeddelelse.

Dermed eskalerer en af Danmarkshistoriens største efterretningsskandaler. En sag, der fra start har været omgærdet af stor mystik og ekstrem mørklægning.

Lars Findsen er tiltalt for at have »afsløret statshemmeligheder eller andre særligt fortrolige oplysninger« over for i alt seks personer, heraf to journalister.

Oplysningerne skal være blevet lækket i en periode på 16-17 måneder og i »det væsentligste« stamme fra Lars Findsens arbejde i efterretningstjenesten, lyder anklagen.

»Det er selvsagt alvorligt, når hemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger, der er væsentlige for efterretningstjenesternes arbejde med at beskytte Danmarks sikkerhed, bliver videregivet til uvedkommende,« udtaler statsadvokat Jakob Berger Nielsen i pressemeddelelsen.

Anklagemyndigheden uddyber ikke, hvilke konkrete oplysninger Lars Findsen skal have lækket.

Men i seks forhold skal han have overtrådt straffelovens paragraf 109 om læk af statshemmeligheder og/eller paragraf 152 om videregivelse af fortrolige oplysninger under særligt skærpende omstændigheder.

Paragraf 109 er en ekstremt sjældent anvendt paragraf. Den har ikke været brugt i 40 år og har aldrig før været anvendt mod en efterretningschef.

Anklagemyndigheden afviser at svare på, i hvor mange af forholdene der er rejst tiltale efter paragraf 109.

Når sagen skal for retten, vil Anklagemyndigheden anmode om, at den kører for lukkede døre. Det vil i så fald vil være usædvanligt, da der som udgangspunkt er åbenhed i retssager.

»I sagen indgår oplysninger om statshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger, som ikke kan lægges åbent frem. Det er meget tungtvejende hensyn,« udtaler statsadvokat Jakob Berger Nielsen.

Der er endnu ikke sat dato på retssagen. Anklagemyndigheden vil føre sagen som en domsmandssag, hvilket betyder, at Lars Findsen risikerer maks fire års fængsel.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Lars Findsen. Han har tidligere nægtet sig skyldig og kaldt sagen »fuldstændig vanvittig«.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har tiltrådt Anklagemyndighedens indstilling om at rejse tiltale. Ministeren har »for nuværende« ingen kommentar, oplyser ministeriet til B.T.