Stort fald i beslaglæggelser af kokain, amfetamin og heroin. Men skatteministeren er godt tilfreds.

Det går tilbage for Skat, når det gælder indsatsen mod de hårde stoffer.

I 2010 er der blevet beslaglagt 25 kilo kokain, heroin og amfetamin, og det er langt mindre end i de foregående år.

I 2009 lykkedes det at få stoppet godt 85 kilo af den hårde narkotika, og i de to foregående år var mængden på cirka 50 kilo.

Tallene fremgår af en pressemeddelelse, som Skat har udsendt torsdag.

Her viser det sig samtidig, at det til gengæld er gået fremad, når det drejer sig om at afsløre smugleri af blødere stoffer som hash og khat.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) er i pressemeddelelsen citeret for at være godt tilfreds.

- Tallene for 2010 viser, at Skats indsats mod narkotika virker, og jeg er derfor særlig glad for, at vi har fået ekstra penge på finansloven til styrket grænsekontrol i 2011, udtaler ministeren.

Direktør i Skat, Erling Andersen, advarer mod at fortolke nedgangen i hårde stoffer på den måde, at Skat er blevet dårligere til sit arbejde. Også andre konklusioner skal man være forsigtig med, mener han:

- Det kan ikke tolkes sådan, at smuglerne er blevet smartere, eller at markedet har ændret sig. Min konklusion er, at narkosmugling fortsat er et stort problem, siger Erling Andersen.

Narkotikaen er fundet i lufthavne og ved grænseovergange.

Beslaglæggelserne foregår i tæt samarbejde med politiet, og Skat siger, at man i øget omfang vil udveksle oplysninger med Nationalt Efterforsknings Center, NEC, i rigspolitiet.

/ritzau/