Korsørmanden er nu blevet tiltalt for drabet på Emilie Meng. Ligeledes er han tiltalt i den opsigtsvækkende kidnapningssag fra Kirkerup, der nu også tæller et drabsforsøg, samt overfaldet på en teenagepige i Sorø. 

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har mandag morgen præsenteret Korsørmanden for et anklageskrift, der beskriver blandt andet langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og drab på Emilie Meng. 

Derudover er han tiltalt for drabsforsøg, kidnapning og voldtægt af en 13-årig pige fra Kirkerup samt overfaldet på en 15-årig efterskoleelev fra Sorø, som han ifølge politiet havde til hensigt at frihedsberøve og voldtage.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse. 

»Tiltalen er rejst på baggrund af en grundig og objektiv vurdering af sagens omfattende materiale. Med tiltalerejsningen og i forbindelse med den kommende retssag, der starter op i Retten i Næstved i maj, vil hidtil ikke kendte oplysninger fra straffesagen blive tilgængelige for offentligheden,« siger chefanklager Marie Bindslev og fortsætter:

»Vi håber, at formidlingen af sagen vil ske med fornøden respekt for de meget unge ofre og deres pårørende.«

»Vi vil samtidig understrege, at der i dag alene er rejst tiltale, og at det i sidste ende vil være op til retten at vurdere, om den 32-årige mand er skyldig.«

Dermed mener politiet altså at kunne bevise, at det netop er den 32-årige mand, der har stået bag alle forbrydelserne.

Til B.T. oplyser sagens anklager, at man ikke har yderligere kommentarer for nuværende. B.T. forsøger desuden at få en kommentar fra den 32-åriges forsvarer, Karina Skou.

Den 32-årige kom i politiets søgelys, efter en 13-årig pige en forårsdag sidste år forsvandt ved Kirkerup på Vestsjælland blot få kilometer fra sit hjem. 

Netop havde hun færdiggjort sin avisrute, da hun 15. april forsvandt som dug fra solen klokken 11.43. Senere blev hendes cykel, taske og mobiltelefon fundet henkastet i vejkanten. 

Efter 27 timers intens eftersøgning lykkedes det politiet at finde pigen i live på den 32-årige mands adresse i Korsør. 

Korsørmanden blev anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og flere voldtægter.

Den efterfølgende dag blev han så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved, hvor han delvist erkendte sig skyldig. Hvad, han konkret erkender, vides dog ikke, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Ved grundlovsforhørets afslutning valgte dommeren at varetægtsfængsle den 32-årige i fire uger. Men blot et par uger senere var der nyt i sagen. Her besluttede politiet at rejse nye opsigtsvækkende sigtelser mod ham.

På et pressemøde fortalte politiinspektør Kim Kliver, at efterforskningen havde ført til, at man nu kunne udpege den 32-årige som hovedmistænkt for drabet på Emilie Meng, der forsvandt efter en bytur i 2016.

Derudover blev han sigtet for forsøg på frihedsberøvelse, voldtægtsforsøg samt vold og trusler mod en 15-årig efterskoleelev i Sorø i november 2022.

Han har hidtil nægtet sig skyldig i begge sager.

Allerede inden det sidste punktum var sat i anklageskriftet, kunne Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i efteråret meddele, at man i samarbejde med den 32-åriges forsvarer, Karina Skou, var blevet enige om at afsætte 18 dage til retssagen.

Første retsdag bliver 14. maj ved Retten i Næstved.

Bliv klogere på Korsørmanden i kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.