Politiet leder efter to personer, der lørdag flygtede efter et blodigt overfald i det centrale Aalborg.

Aalborg. Nordjyllands Politi efterlyser lørdag to mænd, der menes at stå bag et knivstikkeri i Aalborg i forbindelse med det årlige karneval i byen.

Politiet mener, at de to mænd var involveret i angrebet på en tredje mand, der blev såret alvorligt i maven.

Episoden fandt sted ved Vesterå 4 omkring klokken 13.30. Efterfølgende flygtede de to mistænkte fra stedet.

Den ene mand beskrives som sort i huden. Han har kort, sort hår og havde bar overkrop.

Den anden har ifølge politiet markante blå og udstående øjne. Han var iført sorte handsker, grønne militærbukser og patronbælte hen over brystet.

Ud over knivstikkeriet er det nordjyske karneval forløbet nogenlunde roligt.

- Men i det gode vejr er slagsmål svære at undgå, konstaterer Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Således er meldingen fra en improviseret skadestue på Vesterbro over Kildeparken, at man ved 13-tiden havde behandlet 18 lettere tilskadekomne.

Alle på nær en kunne dog nøjes med behandling på stedet.

/ritzau/