Dommere i Østre Landsret tror ikke på maler, der sagde, at han ville tage hobbykniv hjem på bopælen inden en tur på Dyrehavsbakken.

Det var ikke i orden, at en maler havde en hobbykniv i sin taske en eftermiddag sidste sommer ved Dyrehaven nord for København.

I endnu en af de omstridte sager om ulovlige knive har Østre Landsret netop idømt en 42-årig mand fængsel i 10 dage.

I Retten i Lyngby blev han derimod frifundet med den begrundelse, at håndværkeren var på vej hjem fra arbejde, da han blev afsløret 30. juli klokken 16.30.

Men landsdommerne er altså uenige.

Det var på grund af tumult ved en butik nær Klampenborg Station, at politibetjente opdagede hobbykniven i tasken. Malerens kammerat og søn var blevet beskyldt for at stjæle en vandmelon.

Maleren har sagt, at han var på vej hjem og ville lægge bladet fra kniven fra sig, inden han efter planen skulle på Bakken med sønnen og kammeraten.

Men dommerne ryster på hovedet: De lægger vægt på, at manden havde siddet en halv til en hel time på Dyrehavevej og drukket øl, da han blev sigtet.

Det er utroværdigt, at han ville være gået hjem til Lyngby og have skilt sig af med kniven, inden han skulle på Bakken, mener retten.

Dermed havde maleren ikke et såkaldt anerkendelsesværdigt formål, lyder det.

Da den 42-årige tidligere er dømt for at overtræde våbenloven er straffen fastsat til 10 dages fængsel.

/ritzau

/ritzau/