To selskabstømmere fik ubetinget fængsel i to år. Forsvarsadvokat er utilfreds med den lave rabat i straffen.

To forretningsmænd fik torsdag Østre Landsrets ord for, at deres menneskerettigheder blev krænket i en stor straffesag om selskabstømning. At sagen har varet i 11 år, er alt for længe. Men mændene fik ikke den rabat i straffen, som de havde håbet på.

Advokat Kjeld Kornum Larsen, 61 år, og revisor Jørgen Henrik Tjørning på 64 år blev begge idømt ubetinget fængsel i to år.

Domsmandsretten fandt mændene skyldige i grov skyldnersvig for cirka 41 millioner kroner. Samtidig fik de konfiskeret henholdsvis to og tre millioner kroner, som var den fortjeneste, de opnåede under deres ulovlige manøvrer med overskudsselskaber.

/ritzau/