Kobbertyve ribber gravsteder for bronzefigurer for at smelte kobberet fra. Selv kirkeklokker løber tyvene med.

Skruppelløse tyve nøjes ikke med at stjæle kostbare kobberkabler fra blandt andet S-togs-nettet, el-selskaber og byggepladser.

Tyvene er nu også begyndt at hjemsøge kirkegårde, hvor de med koben, hammer og mejsel banker bronzefigurer af gravstenene for senere at smelte dem om til kobber, som er hovedbestanddelen i bronze, skriver 24timer.

- Alene i sidste uge blev der stjålet fem gravstensfigurer af bronze, heraf en uerstattelig høj figur, som udgjorde en bevaringsværdig kulturværdi, fortæller Jan Pedersen, overassistent på Vestre Kirkegård i København til 24timer.

- Vi, der arbejder her, er næsten lige så rystede, forargede og kede af det som gravstedsejerne, der oplever en dyb sorg, når gravene bliver skændet på denne kyniske og hæmningsløse må­de.

Forrige fredag opdagede gartnerne på kirkegården ved Dronninglund Kirke, at der i nattens mulm og mør­ke var stjålet bronzefigurer fra ikke færre end 116 gravsteder, fortæller Helle Nielsen fra kirkekontoret.

- Det er dybt frustrerende, ikke mindst for de pårørende, som er meget, meget kede af det. Det er groft at skænde gravene sådan, siger hun til 24timer.

- Blandt de flere end 116 figurer stjal de to store bronzedamer, og tyvene har også stjålet to tunge og kostbare kirkeklokker fra kirker i vores sogn, siger hun til 24timer.

Lene Stefansen fra Aalborg Broncestøberi, der forsøger at genskabe nogle af de små stjålne bronze-mindesmærker, er vred.

- De tyve skulle virkelig skamme sig, for det sårer folk dybt, når de stjæler disse kostbare minder, som ofte ikke kan genskabes, fordi formene ikke findes, og fordi de efterladte ikke kan huske, præcis hvordan figurerne så ud, siger hun.

- Det er desværre et reelt problem, hører vi fra vores kunder, stenhuggerne, bekræfter Karen Eriksen, der er direktør for Storm Sørensens Broncestøberi over for 24timer.

/ritzau/