Vennerne til den 19-årige mand, der i går blev skudt og dræbt i Husum ved København, mindes deres døde kammerat

- Rest in peace my fallen soldier.
Sådan lyder vennernes farvel til den 19-årige dreng af somalisk herkomst, der i går aftes brutalt blev mejet ned ved Gadelandet i den hårdt belastede københavnerforstad Husum.

Politiet betegner likvideringen som et opgør mellem indvandrerbander.

- Der har vel været en 40-50 unge mænd forbi og har lagt blomster ved gerningsstedet i dag, siger bt.dk's reporter, der er til stede i Husum.

Mahad døde, da han og to kammerater brutalt blev mejet ned med mindst 25 skud fra et automatvåben i går aftes.

Mahad og hans venner blev kontaktet af nogle personer i en personbil. Angiveligt troede de tre venner - der alle er godt kendt af politiet - at personerne i bilen ville spørge om vej.

Det var dog en noget anden dagsorden, personerne i bilen havde.

Mens de tre drenge stod helt tæt på bilen, gik bagdøren pludselig op, og en maskinpistol gav sig til at bjæffe løs.

Mahad og en 20-årig kammerat faldt livløse om på asfalten, mens den tredje ven slap væk med en kvæstet hånd.

Gerningsmand steg efterfølgende ud af bilen og tømte magasinet mod de liggende ofre.

Den 20-årige hårdt sårede kæmper fortsat for sit liv på Rigshospitalets Traumecenter.

En bil, der formodes at være gerningsmændenes køretøj, blev kort efter fundet udbrændt i Gentofte.