Op mod 130 tyske politifolk er søndag formiddag en del af en større aktion i jagten på to tidligere medlemmer af den venstreekstremistiske terrorgruppe Rote Armee Fraktion. Også kaldet RAF.

Aktionen foregår i det østlige Berlin, i bydelen Friedrichshain, og der er i den forbindelse blevet affyret skud, skriver Bild.

På billeder fra området kan man se kampklædt politi såvel som teknikere. Ifølge Welt ransager man to værelser i det tidligere erhvervsområde.

Værelser, der menes at have forbindelse til RAF-medlemmerne Ernst-Volker Staub og Burkhard Garweg.

Udaterede billeder af Burkhard Garweg, Ernst-Volker Wilhelm Staub og Daniela Klette, der i årevis har været i politiets søgelys.
Udaterede billeder af Burkhard Garweg, Ernst-Volker Wilhelm Staub og Daniela Klette, der i årevis har været i politiets søgelys. Foto: BKA/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Aktionen blev ifølge Welt indledt klokken 7.30 søndag morgen, og to personer skal være blevet anholdt og ført væk i den forbindelse.

Der er dog ikke tale om 69-årige Ernst-Volker Staub og 55-årige Burkhard Garweg, oplyser tysk politi, der dog tidligere har bekræftet, at det er netop dem, man leder efter.

De tilhørte sammen med den i dag 65-årige Daniela Klette den tredje generation af medlemmer i RAF, der er mistænkt for to væbnede røverier og i hvert fald et drabsforsøg begået for årtier siden.

Netop Daniela Klette blev anholdt tidligere på ugen. Også i Berlin, hvor man i hendes lejlighed fandt både en Kalashnikov-maskinpistol, et håndvåben med ammunition og en granat.

Teknikere arbejder i den tyske hovedstad i forbindelse med søndagens aktion.
Teknikere arbejder i den tyske hovedstad i forbindelse med søndagens aktion. Foto: Christian Mang/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den fornyede interesse i den tyske terrorgruppe, der med Andreas Baader og Ulrike Meinhof i spidsen i 1970erne stod bag 33 drab på offentlige personer – embedsmænd, politifolk, erhvervsledere og amerikanske soldater – kommer af et tv-program, der blev sendt for et par uger siden. 

I 'Aktenzeichen XY' appellerede politiet til, at personer med viden om gruppen og de eftersøgte medlemmer tog kontakt. 

Og det gjorde de. 

Politiet modtog efter udsendelsen over 250 tip, der altså siden har ledt til foreløbigt én bekræftet anholdelse.

De tyske specialstyrker står for søndagens aktion.
De tyske specialstyrker står for søndagens aktion. Foto: Christian Mang/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Rote Armee Fraktion opløste i 1998 sig selv efter i årevis at have været synonym med terror i Tyskland. 

I et anonymt brev til nyhedsbureauet Reuters erklærede de tilbageværende medlemmer da, at »byguerillaen RAF nu var historie«. 

Opløsningen blev dog ifølge den tyske anklagemyndighed ikke afslutningen på Burkhard Garweg, Ernst-Volker Wilhelm Staub og Daniela Klettes kriminelle levevis. 

De er også mistænkt for at stå bag en række senere røverier mod pengetransporter.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.