Søndag aften efterlyste Københavns Politi 74-årige Jytte, der var gået fra sit hjem i Ryesgade i København. Mandag er Jytte stadig ikke fundet, og eftersøgningen er derfor udvidet.

Det oplyser Københavns Politi til BT.

»Hun er ikke fundet endnu, så vi har haft kontakt med de omkringliggende kredse for at se, om de kan hjælpe. Vi arbejder videre med det,« siger vagtchef Kristian Askov.

Den 74-årige kvinde forlod sit hjem, et plejehjem i Ryesgade, lørdag, og det er ikke første gang, hun forlader sin bopæl i længere tid. Derfor blev politiet først involveret i sagen søndag. Her forklarede politiet følgende om sagen:

»Det var i går (lørdag red.), hun gik hjemmefra, men hun er en dame, som jævnligt tager på tur og kan som regel selv finde hjem. Nogen gange er der gået op mod et døgn, og derfor har man ventet fra plejehjemmets side med at anmelde det,« fortalte vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Brix, søndag.

Vagtchefen måtte også søndag indrømme, at der ikke er meget at gå efter, da man ikke har nogen anelse om, hvor Jytte er taget hen. Derfor håber politiet nu også på hjælp fra borgere.

Jytte er 173 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort, lyst og krøllet hår.

Derudover har hun båret briller, turkis trøje, en lyseblå jakke og sorte bukser, da hun forsvandt fra plejehjemmet lørdag.

Politiet oplyste også på Twitter søndag, at Jytte er dement, ligesom hun 'smiler meget, er glad og ryger konstant'.

Politiet kan kontaktes på 114, hvis du kender noget til, hvor Jytte befinder sig.