Danske Bank vil hjælpe kunder, der er blevet ofre for snedige bokstyve, som overnattede i københavnsk filial.

Det er folks egne indboforsikringer, der skal dække de tab, som en stribe kunder i Danske Bank har fået i forbindelse med et opsigtvækkende kup i København.

Ukendte gerningsmænd overnattede i sidste weekend i boksrummet i bankens filial på Nørre Voldgade, mens de brød flere bankbokse op.

Da banken åbnede mandag morgen, spadserede de væk med udbyttet.

Hverken Københavns Politi eller Danske Bank vil sige noget om antallet af berørte kunder.

I banken siger regionsdirektør Claus Johansen dog, at banken vil hjælpe kunderne med at anmelde tyverierne til deres forsikringsselskaber.

- Vi dækker også omkostningerne til at få genskabt eksempelvis skøder, som er det, folk typisk har liggende. Vi betaler også eventuel selvrisiko på forsikringen, udtaler Claus Johansen.

Hvis de bestjålne ikke får fuld dækning, vil banken dække med et beløb "inden for rimelige grænser," lyder det.

Tyvene havde mad og drikke med, da de sneg sig ind i boksrummet fredag. I løbet af weekenden borede de boksene op, har Ekstra Bladet oplyst.

/ritzau/