Et smykkerøveri blev opklaret i dag, da politiet fandt røvernes fangst et noget usædvanligt sted.

Tre maskerede mænd løb kl. 10 i formiddags ind i en smykkebutik i Århus og truede personalet på stedet. Derefter smadrede de flere montrer og stjal smykkerne, oplyser politiet.

Efter røveriet løb de tre mænd fra stedet og fortsatte flugten på tre cykler.

Politiet fandt frem til nogen efterladte masker, som ledte dem videre til fundet af cyklerne, der svarede signalementet på cyklerne fra røveriet.

- Efterforskningen førte efterfølgende til et telt, der var opstillet, i et buskads ved Augustenborggade. I pågældende telt blev der fundet et smykke, der kunne hidrøre fra røveriet, oplyser Jens Fonseca fra Østjyllands politi.

Kl. 15.50 kunne politiet anholde tre mænd, som formodes at være gerningsmændene. 

Gerningsmændende, der alle er udlændinge, vil sandsynligvis blive fremstillet i et grundlovsforhør søndag morgen.