Fund af våben og ammunition i et kælderrum på Nørrebro sender to mænd i fængsel

En maskinpistol, et jagtgevær, en automatriffel og flere hundrede stykker ammunition er blandt de ting, som politiet har fundet i en aktion på Nørrebro i København.

- Der er tale om et rimeligt stort fund. Vi er glade for, at vi har fundet effekterne, fordi det er noget, man kunne bruge her og nu, siger politikommissær Tom Struve til Berlingske Nyhedsbureau.

Københavns Politi gennemførte onsdag aktionen mod et kælderrum på Nørrebro. Udover våben og ammunition fandt politiet euforiserende stoffer samt stjålne cykler til en værdi af mere end 100.000 kroner.

I kølvandet på aktionen er en 25-årig mand, som politiet betegner som en central figur i bandemiljøet omkring Blågårds Plads på Nørrebro, blevet varetægtsfængslet. Det samme er en 34-årig mand, der står som beboer af den lejlighed, som kælderrummet hører til.

Politiet vurderer, at selv om den 34-årige har adresse i lejligheden, er det den 25-årige, der reelt har boet der.

Tom Struve mener, at det er oplagt at tro, at våben og ammunition skulle bruges i banderelaterede konflikter. Undersøgelser skal nu vise, om våbnene kan kædes sammen med uopklarede skudepisoder.

- Da våbnene ikke er helt nye, kan det ikke udelukkes, siger Tom Struve.