Fem indbrud i timen. Sådan ser virkeligheden ud for de danske boligejere, der modsat deres europæiske naboer er for dårlige til at sikre deres boliger. 

45.000 danske hjem fik sidste år besøg af uvelkomne, langfingrede gæster, og det er flere end i andre europæiske lande. Mange flere.  

- Vi kan ikke komme uden om, at vi har et alt for højt indbrudstal. Vi antager, at privatpersoner her i landet er ikke har specielt meget fokus på det i dagligdagen. Man tænker måske mere, at det sker for andre og ikke en selv, fortæller konsulent for Det Kriminalpræventive Råd Merete Djurhuus.

Det står især slemt til for de danske bolig ejere, når man sammenligner antallet af indbrud med indbyggertal. Ifølge EU’s statistikorganisation Eurostats nyeste tal blev der i 2009 anmeldt 883 indbrud pr. 100.000 indbyggere i Danmark. Og det er hele fire gange mere end i Sverige og ti gange mere end i Polen. Nærmeste konkurrent til den triste førsteplads er Belgien med 644. 

Brug den sunde fornuft

- Det er sådan set fint nok, at man ikke lader sin hverdag præge af indbruddene, men man skal bruge sin sunde fornuft. Man skal huske at lukke døre og vinduer, når man forlader huset. Det er typisk der, det går galt for danskerne. Man skal ikke gøre det for nemt for indbrudstyvene, siger Merete Djurhuus og påpeger, at det i nogle andre lande er påkrævet, at man har specielle døre, som indbrudstyvene har sværere ved at bryde op end de danske. 

Udover at danskerne ikke altid er lige gode til at sikre deres hjem, kan de høje indbrudstal måske også forklares ved, at indbrudstyve fra blandt andet Østeuropa søger herop for at begå indbrud i stedet for i deres eget land.  

- Men selvom nogle østeuropæere tager herop, så er det ikke det endelige svar på årsagen. For der er lige så mange danske indbrydstyve. Grunden til at tallene er lavere i for eksempel Polen kan måske også have noget at gøre med velstanden og hvad der er at hente i landet, siger Merete Djurhuus.  

Samtidig er de gode afsætningsmuligheder for hælervare og tyverigods i Danmark også en af årsagerne.  

- Så længe der er en interesse i at købe billigere ting og for at få gode tilbud, så er der også en grobund for at nogen begår indbrud, forklarer Merete Djurhuus.