Anklagemyndigheden er ikke færdig med at behandle Sydkoreas ønske om udlevering af 20-årig dressurrytter.

København. Anklagemyndigheden er ikke færdig med at behandle anmodningen fra Sydkorea om udlevering af den sydkoreanske dressurrytter Chung Yoo-ra.

Derfor vil anklagemyndigheden have Retten i Aalborg til at forlænge fængslingen af den 20-årige kvinde ved et retsmøde onsdag.

- Rigsadvokaten er fortsat ved at undersøge sagen, og derfor vil vores indstilling være, at fængslingen forlænges, siger kommunikationschef i anklagemyndigheden, Mikkel Thastum.

Kvinden blev anholdt af Nordjyllands Politi 1. januar i år i Aalborg-forstaden Gug efter et tip fra en sydkoreansk journalist.

Hun er sigtet af de sydkoreanske myndigheder for medvirken til omfattende økonomisk kriminalitet.

Chung Yoo-ra er datter af Choi-Soon-sil - en nær veninde til Sydkoreas suspenderede præsident Park Geun-hye.

Chung Yoo-ra anklages blandt andet for medvirken til afpresning og svindel, som hendes mor - ifølge de sydkoreanske myndigheder - skal have gjort sig skyldig i.

Det skal ifølge anklagen være foregået ved, at moren har udnyttet sin position til at afpresse store virksomheder, herunder Samsung-koncernen.

Nogle af disse penge er ifølge anklagen gået til, at datteren - Chung Yoo-ra - kunne købe luksusheste i blandt andet Danmark.

Ved et retsmøde den 30. januar oplyste anklagemyndigheden, at man manglede yderligere informationer fra Sydkorea for at kunne tage stilling til ønsket om udlevering.

Disse oplysninger er nu kommet, oplyser Mikkel Thastum.

- Vi har fået de informationer, vi bad om, og dem sidder vi nu og kigger på.

Mikkel Thastum kan ikke sige noget nærmere om, hvor tæt sagen er på en afgørelse.

- Det er en omsiggribende og kompleks sag, og derfor er det naturligvis afgørende med en grundig sagsbehandling, siger han.

Kvinden nægter sig fortsat skyldig i anklagerne. Det oplyser hendes forsvarer, Peter Martin Blinkenberg.

- Det er min overbevisning, at min klient ikke har gjort noget som helst strafbart, og at sagen mere handler om sydkoreansk indenrigspolitik end om overtrædelse af straffeloven.

Hvis det ender med en udlevering til Sydkorea, kan afgørelsen prøves ved både by- og landsret.

Peter Martin Blinkenberg siger, at Chung Yoo-ra er klar til at "gå hele vejen" i det juridiske system for at undgå udlevering.

Chung Yoo-ra er mor til et 19 måneder gammelt barn, som nu befinder sig i de danske myndigheders varetægt.

/ritzau/