- Jeg stod og var ved at lave kaffe ude i køkkenet, og så hørte jeg et brag. Først troede jeg, at det nok bare var nogle unge mennesker, der var ved at skyde et eller andet fyrværkeri af. Havde det bare været det…

30-årige Ole Bøjer Madsens hus ligger kun få meter fra dødsulykkestedet i Aars, hvor den 54-årige LNC tidligt søndag morgen blev kørt ihjel af en angiveligt stærkt beruset 19-årig kvinde, som trods sin omtågede tilstand og trods advarsler om at holde sig fra at sætte sig bag rattet alligevel valgte at tage bilen hjem. Ulykkeligvis.

For blot nogle få hundrede meter fra Diskotek Crazy Daisy i Himmerlandsgade, hovedstrøget i Aars, hvor hun begyndte sin skæbnesvangre køretur, ramte hun – helt oppe på fortovet - ud for nummer 124 den 54-årige LNC, som på dette tidlige tidspunkt var ude på en avisrute sammen med sin 23-årige søn.

Læs også:

Da Ole Bøjer Madsen, som bor i nummer 122, hørte braget, løb han ind i sin stue og kiggede ud af vinduerne for at se, hvad det var.

- Lige efter braget kunne jeg også høre en pige, der skreg helt vildt. Det viste sig, at det var hende, der havde kørt bilen. Jeg kunne så se ud af gavlvinduet, at braget jeg havde hørt ikke havde noget med fyrværkeri at gøre. Hun (LNC, red.) lå der på vejen, og sønnen sad med hende, fortæller Ole Bøjer Madsen til bt.dk.

Læs også:

Han løb udenfor for at hjælpe, og i første omgang troede han, at føreren af dødsbilen var stukket af.

- Der var ikke nogen bil at se, men det var fordi, hun var fortsat med at køre et par hundrede meter forbi et sving, der er på vejen herude. Da hun kom tilbage råbte og skreg hun helt vildt og var fuldstændig i chok. Der var nogle andre unge piger, der tog sig af hende, så måske har de været med i bilen, siger han.

Mens en forbipasserende ung mand – ligeledes på vej hjem fra en tur i byen – var i færd med at yde førstehjælp til LNC, tog Ole Bøjer Madsen hendes puls.

- Men der var ikke noget at mærke, så jeg forsøgte at holde hendes søn væk fra, hvor hans mor lå, så han ikke skulle stå og se på det. Men det havde han desværre allerede gjort, siger den 30-årige murer.

Ole Bøjer Madsens hus ligger helt ud mod fortovet mod Himmerlandsgade, og LNC blev ramt ud for naboens indkørsel.

- Hun må have kørt meget tæt forbi mit hus oppe på fortovet, inden det gik galt. Det var meget bedre, hvis hun havde ramt huset, siger han stille. Og sender tanker til LNCs 23-årige søn, som skulle blive nærmeste vidne til sin egen mors tragiske død.

- Det kører da rundt i hovedet hele tiden, men det er nu mest sønnen, jeg spekulerer på, siger Ole Bøjer Madsen, som efter ulykken tidligt søndag morgen nu har tænkt sig at genopfriske det førstehjælpskursus, han tog mens han aftjente værnepligt.

Den 19-årige fører af bilen blev søndag ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet i 14 dage. Hun er sigtet for uagtsomt manddrab og for spirituskørsel. Den unge kvinde har kæret kendelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret med krav om løsladelse.