En 34-årig mand blev i går anholdt for sidste lørdag at have overfaldet en 33-årig mand i Skagen, oplyser politiet. Manden, der blev fundet liggende bevidstløs i en blodpøl i krydset mellem Sct. Laurentivej og Havnegade, forklarede politiet, at han var blevet jagtet af en bil, som senere ramte ham.

Den 33-årige pådrog sig flere alvorlige skader - bl.a. i hovedet og i nakken - under påkørslen. Han var i går indlagt til observation for kraniebrud på Hjørring Sygehus. Politiet kendte fredag aften ikke motivet til overfaldet eller om offeret og den anholdte kendte hinanden i forvejen. /ritzau/