Siden 2000 har Udenrigsministeriet haft 18 sager om bedrageri. Økonomi- og Erhvervsministeriet har haft én.

Ansatte på danske ambassader er blevet taget i bestikkelse, checkbedrageri, tyveri og i at bruge ambassadens bil til at køre taxi, skriver B.T.

Siden år 2000 har Udenrigsministeriet måttet bede 18 ansatte på danske ambassader om at finde et nyt job efter sager om bedrageri.

Det viser avisens aktindsigt i sager om formueforbrydelser foretaget af ansatte mod Udenrigsministeriet. To af de ansatte, som er taget i fusk, har være udsendte danskere.

Udenrigsministeriet er det ministerium, der har langt flest personalesager om bedrageri. Økonomi- og Erhvervsministeriet har kun haft en enkelt sag.

- Vi har nok flere sager i Udenrigsministeriet end i andre ministerier, fordi vi agerer globalt og arbejder i lande, hvor der er flere sager om snyd, siger HR-chef i Udenrigsministeriet, Thomas Munk-Larsen til B.T.

Blandt de sager, som B.T. nævner er en dansk ambassadeattaché i Tirana i Albanien, der fik de danske skatteydere til at betale for sin og konens 119 massagebehandlinger.

Det var dog mobilregninger for 45.600 kroner for hans og konens private opkald, der i 2005 betød, at han måtte forlade jobbet.

/ritzau/