Den 72-årige skuespillerinde Lone Hertz blev torsdag eftermiddag indlagt på Gentofte sygehus efter et ildebefindende.

Lone Hertz havde her til eftermiddag været til fitness, da hun fik et ildebefindende.

Efter sin træning skulle hun have ordnet sine negle hos en negletekniker. Men her fik hun det så dårligt, at hun straks blev kørt til Gentofte sygehus, hvor hun blev indlagt til observation. 

- Jeg blev dårlig dernede (hos negleteknikeren, red.), men det var bare et ildebefindende, siger Lone Hertz fra sygesengen på Gentofte Sygehus. 

Hun vil ikke komme ind på, hvad det skyldes, at hun fik et ildebefindende, eller hvad lægerne har sagt.

- Men jeg har det så absolut meget bedre nu, siger Lone Hertz, der ved, at hun skal tilbringe natten på Gentofte sygehus.

Det pludselige ildebefindende i eftermiddags har gjort, at Lone Hertz er blevet nødt til at aflyse et arrangement i en kirke i aften, hvor hun skulle have optrådt.