15 år efter 'Strisser på Samsø' er Amalie Dollerup blevet en etableret skuespiller på de skrå brædder i Aalborg

Amalie Dollerup har om nogen oplevet, hvordan en karriere kan tage raketfart. Kun 10 år gammel blev hun landskendt som Sille i ’Strisser på Samsø’. Og hun var knap fyldt 11, da hun blev nomineret til en Bodil-pris for sin rolle i ’Nonnebørn.

I dag er den tidligere børneskuespiller blevet voksen. Hun er 26 år og selvstændig. Men med en helt andet fart over feltet, og det er helt bevidst. I 2010 blev hun uddannet skuespiller, er i dag ansat på Aalborg Teater, og fra næste uge er hun aktuel i ’Jeg er jo lige her’, en ny teaterkoncert bygget op over Anne Linnets sange.

På toppen som 12-årig

- Jeg har levet livet lidt omvendt som skuespiller. Jeg var på toppen som 12-årig og har prøvet en masse ting. Det ligger stadig i mig, så i dag har jeg ikke så travlt, siger Amalie Dollerup, der ellers havde rig mulighed for at fortsætte karrieren som autodidakt skuespiller.

Men som 15-årig fik hun pludselig nok, og en dag valgte hun at hive stikket og tage en lang pause fra rampelyset.

- Jeg ville bare være en helt almindelig pige, der kunne råbe, skrige, lave ballade og drikke mig fuld, fortæller Amalie Dollerup, der droppede karrieren og begyndte på gymnasiet. Og en kort overgang overvejede hun endda at fortsætte på universitetet.

Arbejde i butik på Strøget

- Men skuespillet trak nok alligevel for meget i mig. I 3. G. kom jeg med i et stykke på Teateret ved Storte Hest (teater i København, red). Og der fik jeg mulighed for at snuse til skuespillet igen, men på en ny måde, for jeg var blevet lidt ældre, siger hun og fortæller, at det var så god en oplevelse, at hun pludselig ikke var i tvivl: Hun ville være professionel skuespiller.

Efter gymnasiet søgte hun derfor ind på landets tre skuespillerskoler, og mens hun ventede på at komme til optagelsesprøve, arbejdede hun i en butik på Strøget i København.

- Jeg havde meget respekt for faget og havde hørt, at det nemt kunne tage tre eller fire forsøg, før man kom ind, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne begynde, siger hun.

Men allerede i første forsøg kom hun ind. Og planer om højskoleophold og rejser blev straks lagt på hylden, og i stedet begyndte hun på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i efteråret 2006.

- Det var en kæmpe omvæltning. Jeg var 19 år gammel, skulle flytte hjemmefra fra første gang. Og så til en helt ny by, hvor jeg ikke kendte nogen. Skuespillet var mit et og alt, og jeg skulle på mange måder starte på ny, jeg skulle finde skuespillet på en helt ny måde, og ikke på den måde jeg var vant til som barn, hvor en instruktør fortalte mig, hvor jeg skulle gå og stå, siger hun.

De næste fire år blev derfor både en udforing men også en øjenåbner for Amalie Dollerup.

- Det er vel ligesom, hvis man har spillet fodbold på hobbyplan og en dag skal spille på eliteplan. Det er ikke længere det samme, som da man var 10 år og hyggede sig med det. Det er mere alvor og et stykke arbejde, siger hun og er lykkelig for, at hun tog udfordringen.

Fede roller i Aalborg

- Jeg elsker at lave skuespil. Jeg vil gerne arbejde og have fede roller, og heldigvis får jeg mulighed for det på Aalborg Teater, siger hun og er med tiden også blevet mere klar til at vende tilbage til tv og film, hvis chancen byder sig.

- Nu er det jo ikke kun op til mig, og jeg går også til castings. Så det er helt sikkert på min liste. Nu må vi bare vente og se, hvad fremtiden bringer, siger hun og fastslår, at hvis tiden som barnestjerne har lært hende noget, så er det at være mere selvsikker.

- Når man er en offentlig person, vil man gerne have, at alle kan lide en. Men man bliver også nødt til at stole på sig selv og ikke kun tænke på, hvad andre mener om en.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.