Lørdag 24. marts 2012 døde kokken Carsten Olsen – bedre kendt som Den Skaldede Kok. Det gav ham et nyt liv.

Halvandet år efter at Den Skaldede Kok Carsten Olsen døde på operationsbordet, er han nu klar til at begynde på sit nye liv.

Carsten Olsen blev indlagt fredag 23. marts 2012 på Rigshospitalet med stærke mavesmerter, hvilket blev kulminationen på seks måneder med træthed, dårlig hukommelse og blackout.

Indlæggelsen fik sammen med sønnens psykiske sygdom kokken til at tage livet op til revision.

Da lægerne den fredag aften i marts undersøgte den 48-årig kok, fandt de 27 huller i hans tarme og mavesæk, som tappede ham for blod. Situationen var så alvorlig, at hans blodtal lå på 3,3, selv om hans blodprocent helst skulle være over 8. Lægerne kæmpede hele natten for at holde den tatoverede kok i live. Det lykkedes, selv om han døde kortvarigt i forsøget, hvor lægerne måtte give ham næsten 10 liter blod.

I dag er situationen langt roligere. BT møder den 48-årig kok og partneren Merete i Helsingør i Nordsjælland. Her er de ved at åbne et lille cateringfirma, som skal danne rammen om en ny tilværelse. I solen i en lille gård foran deres nye køkken på Helsingør-gågaden fortæller Den Skaldede Kok, hvordan hans død blev det første af to chok, som tvang dem til at skifte kurs i livet.

Havde 45 ansatte

I foråret 2012 drev de stadig restaurant ’Den Skaldede Kok’ i Tivoli. En arbejdsplads med 45 ansatte, som havde holdt dem i arbejde syv dage om ugen i mere end fem år. Indlæggelsen fik dem imidlertid til at overveje, om restauranten var det hele værd.

- Restauranten gav os simpelthen ikke tid nok til at slappe af. Og jeg har ikke været god nok til at passe på mig selv. Jeg har altid brugt livet som et tag-selv-bord, og det gælder både mad, spiritus og mængden af arbejde, fortæller Carsten Olsen, der i dag helt har valgt at lade sprutflasken stå på hylden.

Han skæver til Merete, der sidder lidt derfra, mens han tager et hvæs af sin cigaret.

Oven på indlæggelsen i marts kommer så parrets andet chok. En dag i juli ringer deres 24-årige søn og fortæller, at han har fået stillet diagnosen ’paranoid skizofreni’.

Han havde godt vidst, at der var noget galt, og havde derfor opsøgt sin læge, fortæller Carsten Olsen. Stemmen knækker, da han fortæller, og han skodder cigaretten og tager en ny.

- Vi var hos alle mulige læger, og sammen fandt vi ud af, at det heldigvis ikke var i den sværeste grad. I dag er min søn rigtig godt kørende og bor for sig selv, men der er selvfølgelig nogle dage, der er lidt tunge for ham.

Diagnosen gav familien en smule ro, for nu blev det muligt at få sat ord på de tanker, som sønnen gik og tumlede med oppe i hovedet.

- Han er enormt stærk og åben om det. Det er jeg sgu stolt af, og nu kæmper vi så med at finde den rigtige medicin. Jeg har virkelig haft svært ved at tackle det, for jeg ville jo ønske, at han ikke skulle kæmpe med det, fortæller Carsten Olsen.

Sønnens sygdom, tv-kokkens mavesår og arbejdspresset fik parret til at stoppe i Tivoli-restauranten i december 2012. I maj i år opdagede de køkkenet i Helsingør, som de faldt pladask for. Både køkkenet og byen var lige dem.

Mad til Dronningen

- Helsingør er fantastisk, og folk er så søde, udbryder Carsten Olsen og fortsætter:

- Det ligger kun en lille time fra vores hjem, hvor vi bor, og nu sker der nogle gode ting i forhold til mine foredrag og bøger om mad og livet, efter man har fået mavesækken syet ind. Og så har mit band, RockerBilly Heart med Tamra Rosanes, Morten Witttrock og Den Skaldede Kok, fået en pladekontrakt.

Og det lader til, at parret er kommet godt fra start. I juni stod Den Skaldede Kok for maden til regentparrets besøg på Orø Kro, men parret håber at servere til arrangementer over hele landet.