Blot fem måneder efter skuespilleren Brittany Murphys tragiske død, er hendes 39-årige mand Simon Monjack fundet død i sit hjem.

Enkemanden til den afdøde skuespiller Brittany Murphy er i nat blevet fundet død i sit hjem i Hollywood.

Det bekræfter en polititalsmand overfor Los Angeles Times.

Den 39-årige manuskriptforfatter Simon Monjack blev ifølge TMZ fundet livløs i sit hjem af Brittanys mor Sharon.

Hun ringede omgående efter hjælp. Ambulancefolkene forsøgte at genoplive ham, men de måtte kort efter konstatere, at hans liv ikke stod til at redde.

Politiet er fortsat til stede i hjemmet i Hollywood, men ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere.

Simon Monjack blev gift med skuespilleren Brittany Murphy tilbage i 2007. Brittany Murphy døde for fem måneder siden i en alder af blot 32 år. Officielt døde hun af komplikationer efter en lungebetændelse, men siden hendes død har dødsårsagen været omgærdet af spekulationer og rygter.