Der var danske matchvinder i to af nattens kampe i den amerikanske NHL-liga. Både Jannik Hansen og Frans Nielsen scorede de afgørende mål, som sikrede deres respektive hold sejren.

I New York havde Islanders besøg af Philadelphia Flyers. Her scorede Nielsen det sidste mål, da han sendte pucken i et tomt net med godt et minut tilbage af kampen, som dermed endte 3-1 til hjemmeholdet.

Jannik Hansen kom på tavlen for Vancouver Canucks, da han fem minutter inde i 3. periode scorede til 3-1 i udekampen mod Minnesota Wild. Det danske mål fik afgørende betydning, da hjemmeholdet med godt et minut tilbage fik reduceret til 2-3, men nærmere kom de ikke.

Mikkel Bødker blev noteret for en assist, da hans holdkammerat Antoine Vermette fulgte op på riposten fra danskerens skudforsøg og gjorde det til 2-0 i Arizona Coyotes kamp mod Anaheim Ducks. Kampen endte 4-2 til Coyotes. Anaheim var uden den sygemeldte Frederik Andersen i målet.

Endelig blev Lars Ellers noteret for en assist ved det første mål, da Montreal Canadiens mulede New York Rangers 5-1 i Madison Square Garden.