Søndag slutter et knap fire år langt kapitel for Christina Roslyng.
Men selvom hun gennem hele årets VM har kunnet tælle ned til, hvornår hendes tid på kvindelandsholdet i denne omgang er forbi, er det ikke noget, hun har fyldt sit hoved med i lejren.
»Det er, ligesom det plejer. Det er lidt det samme. Jeg synes ikke, der er nogen forskel. Nu er jeg her i det, og så tænker jeg ikke så meget over, at det er sidste slutrunde. Der er masser af opgaver hver dag, der skal løses,« siger hun til B.T.
»Det er nok også meget fint bare at være til stede og ikke tænke så meget på, hvad der skal ske i fremtiden eller blive melankolsk. Det har jeg været ret god til – at være til stede hvor jeg er. Ikke tænke for meget frem eller tilbage, bare være i det.«
Inden årets slutrunde fortalte holdlederen, at hun havde valgt at sige sin stilling op.
Ikke fordi, hun ikke elsker sit arbejde, men fordi hun ikke længere føler, det giver mening at være så meget væk hjemmefra.
De første to uger har været, som de plejer, fortæller Roslyng.
'Situationer' skal håndteres hver dag, og så har hun også som altid den praktiske hat på.
»Jeg synes, det har været godt. Jeg kan godt lide at være her, når jeg er her. Men min beslutning om, at det skal være den sidste, er også på baggrund af, det er virkelig lang tid, jeg er væk hjemmefra, og jeg har slet ikke fortrudt. Når man er i det, kunne man godt tænke ‘er det nu det rigtige’. Men det er det helt rigtige. Det giver rigtig god mening for mig, at nu er jeg med her, men det stopper også her,« siger hun.
Christina Roslyng kom til i foråret 2020, da Jesper Jensen overtog tøjlerne på landsholdet. Sammen har de forsøgt at skabe en ny kultur på holdet.
Én, hvor man ikke ryster på hånden, når der er modstand.
»Vi er meget mere rolige i nogle situationer. Vi lever også med nogle ting, og det har forplantet sig godt i vores kultur. Vi hviler mere i ubehag, og når der er lidt støj eller lidt uro, det kan vi meget bedre være i som kollektiv,« siger Roslyng og fortsætter:
»Det havde vi måske ikke for fire år siden, der var vi måske ikke så sammentømret. Vi havde ikke det fælles sprog eller den fælles tro og fælles ro i at leve med nogle ting og være bevidst om, at selvom ting sker, lyser vi på nogle af de ting, vi er gode til. Men vi er heller ikke bange for at dykke ned i, hvor det er svært. Vi skal lære af de fejl, vi begår.«
Søndag, når bronzekampen er spillet, træder hun ud ad landsholdsdøren for sidste gang. I hvert fald for nu.
Men det er ikke fordi, hun sidder på hotellet og tæller ned.
»Jeg tænker, når vi kommer til søndag, hvor det er sidste dag, kan det godt være, jeg lige tænker lidt over det. Men jeg synes også, jeg har været meget tydelig i, hvorfor jeg siger farvel og tak. Det betyder ikke, det er for altid. Jeg har ikke smækket med døren, og jeg har også sagt, jobbet er mega spændende, men jeg kan bare ikke forene det med at være så meget væk hjemmefra nu,« siger hun.
Man skal aldrig sige aldrig, og måske vender Christina Roslyng tilbage en dag. Men for nu håber hun at have sat et aftryk på holdet.
»For mig var hele tilgangen at på trods af et konkurrencemiljø at kunne arbejde med trivsel og mental sundhed. At få skabt en kultur hvor de ting kan forenes. At få gjort plads til alle. At arbejde med forskelligheder har også været en akilleshæl for mig. At vi skal være meget mere accepterende fremfor dømmende,« siger hun reflekterende og fortsætter:
»Vi skal være meget mere nysgerrige på hinandens forskelligheder fremfor at gå ud og være fordomsfuld. Vi har fået italesat, at det er okay at være sårbar. Det er ikke ligmed et svaghedstegn, selvom vi er i konkurrencemiljø, det er faktisk en styrke at stille sig frem og sige: ‘Det her, det er svært for mig’. Der håber jeg også, jeg har plantet en spire. At når man gør det, er der større chance for, man kan præstere. At man skaber et tillidsfuldt miljø at være i,« siger Christina Roslyng.
