OL-forberedelserne mod Norge og Kroatien bliver uden Niklas Landin på mål.

Den rutinerede keeper er blevet sendt hjem af Nikolaj Jacobsen, efter han fik en bold i hovedet i Aalborgs kamp søndag.

Det medførte en blødning på nethinden på Landins højre øje. 

Og det tager man ingen chancer med i landsholdslejren, efter det fortsat gav problemer under mandagens træning. 

Flensborg-Handewitt-keeper Kevin Møller er indkaldt som erstatning. 

»Vi kunne godt have beholdt Niklas i lejren og håbet på, han nåede at få grønt lys til at spille i weekenden, men med det program Aalborg har tilbage, og vi vil jo også gerne selv gøre brug af Niklas senere på sommeren, så er det klogest at lade ham få ro, så øjet kan hele, og så er han forhåbentlig snart klar igen,« siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse. 

»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over at skulle forlade landsholdslejren. Men det er den rigtige beslutning, så jeg hurtigst muligt kan blive klar til at spille igen med udsigt til en spændende sæsonafslutning, siger Niklas Landin.

Landsholdet er i øjeblikket samlet i København, inden man senere på ugen flyver til Oslo, hvor de to testkampe venter forud for OL i juli og august.