Da de var kommet hjem til hotellet, gik Sarah Iversen ikke op på sit værelse. 

Hun havde brug for noget helt andet efter den massive skuffelse mod Norge fredag aften. 

Det betød også, at hun gik glip af en stor nyhed set med danske briller. 

For Frankrig vandt den anden semifinale over Sverige, og det betyder, at Danmark skal til OL til sommer. 

»Jeg ser ikke kampen. Jeg var ude at gå en lang tur, da vi kom hjem. Der var nogle stykker, der lige havde bruge for at få noget luft,« fortalte Sarah Iversen, da B.T. spurgte til den blandede aften, spillerne havde efter semifinalen, som de tabte i sidste sekund med 28-29.

At Danmark skal til OL skyldes, at franskmændene har en plads som værtsnation, og Norge - som de møder i finalen - får dermed automatisk VM-pladsen. 

Og da Norge også vandt EM sidste år, der også giver OL-adgang, går den plads videre til de danske sølvvindere.

Nyheden fik Sarah Iversen, da hun kom tilbage til hotellet.

Sarah Iversen under kampen mod Norge.
Sarah Iversen under kampen mod Norge. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg får bare at vide, vi skal mødes i fælleslokalet efter den kamp. Det passer lige med, vi er kommet hjem fra den tur. Så får vi besked om, at Danmark skal til OL. Det er jo dejligt, samtidig med det lige der fylder mest, vi går glip af den finale. Det var lidt ambivalent,« sagde hun.

Lørdag stod den på træning for spillerne, og selvom skuffelsen stod malet i ansigtet på mange af dem, er humøret løftet en lille smule.

»Jeg har det bedre end i går, men jeg er meget træt. Det var ikke så mange timers søvn. Men jeg vågnede og var mindre ked af det og mere sur,« sagde Sarah Iversen med et – trods alt – lille grin.

»Når man lige bliver ramt af, det kunne være os, der skulle spille finale i morgen, trækker man sig måske lidt ind i sig selv. Men samtidig er man også så tilpas overtræt, at man godt kan finde nogle sjove ting i ting, der måske ikke er så sjove. Humøret svinger lidt,« lød det.

Danmark møder Sverige i søndagens bronzekamp, som bliver spillet klokken 16.00.