Landsholdsanfører Line Jørgensen bakker op omkring den beslutning som Dansk Håndbold Forbunds ledelse har taget med fritstillingen af landstræner Jan Pytlick.

»Jeg stoler på, at det er den rigtige beslutning, og støtter op omkring den, siger Line Jørgensen.

Sammen med viceanfører Ann Grete Nørgaard var hun 22. december inviteret til EM-evalueringsmøde med DHFs sportschef Ulrik Wilbek.

»Her blev Ann Grete og jeg bedt om at fortælle om vores oplevelser ved EM. Både hvad angår vores hotel, landsholdets sundhedsstab og trænerduoen,« siger Line Jørgensen og tilføjer:

Læs også:

»Lad mig understrege at mødet ikke handlede om Jan Pytlick specifikt, men naturligvis vendte vi også tingene omkring os spilleres samarbejde med ham.«

Selvom Line Jørgensen bakker op om DHFs beslutning, lægger hun ikke skjul på, at hun er overrasket over fyringen:

»Jeg havde ikke set det komme. Faktisk synes jeg, at vi gennem årene har haft et godt samarbejde med Pytlick. Når der har været ting, som vi gerne ville have gjort anderledes, lyttede han gerne,« siger Line Jørgensen, der blev orienteret om DHF-ledelsens beslutning søndag middag.

Læs også:

»Jeg har ikke nået at tale med Pytlick endnu. Men det kommer nok til at ske på et eller andet tidspunkt,« siger Line Jørgensen.

Umiddelbart vurderet må Helle Thomsen, der for en uge siden førte det svenske kvindelandshold frem til EM-bronzemedaljer og så sent som lørdag førte FCM Håndbold frem til endnu en pokaltitel, være blandt favoritterne til at afløse Jan Pytlick.

»Helle er kanon-dygtig og har gjort det godt. Nu må vi se. Der findes mange gode trænere i både Danmark og udlandet,« siger Line Jørgensen.