AG København har flyttet sin hjemmebane i DM-finalen til Herning. For at tilgodese deres fans i Jylland

Det lyder ikke altid sådan, når AG København løber på banen i Silkeborg, Aalborg eller Skjern til en ligakamp. Men spørger man AGK-ejer Jesper ’Kasi’ Nielsen, fortæller han, at mange jyder er vilde med københavnerholdet.

Det er blandt andet derfor, AGK har valgt at placere holdets hjemmebane i anden DM-duel med Bjerringbro-Silkeborg (BSV) på lørdag i Jyske Bank Boxen i Herning.

Jesper Nielsen lægger tal på bordet, der viser AGKs popularitet vest for Storebælt.

- Vi har siden vores debut i ligaen solgt over 15.000 spiller- og fantrøjer. Næsten 75 pct. af merchandisesalget sker via vores webshop, og mere end halvdelen af varerne sendes til adresser vest for Storebælt. Dertil kommer salget i de lokale Intersport-butikker, som også har AGK-gear. Så alt i alt er omsætningen til jyske og fynske fans rigtig, rigtig flot, siger Jesper Nielsen og leverer mere krudt til påstanden om, at jyderne elsker AGK.

- Vi kan jo mærke det, når vi er på udebane. Vores spillere står ofte i både en halv og en hel time og skriver autografer efter kampene – både på AGK-tøj, men også på de andre klubbers trøjer, fortæller han.

Kasi-Jesper er glad for den jyske opbakning. Men har også brug for den.

- Skal man vinde de helt store titler i europæisk herrehåndbold, som er vores mål, kræver det bare meget mere end et lokalt dansk håndboldhold i den lokale hal. Vi er oppe mod nogle hold med budgetter, vi slet ikke kan matche, og skal vi slå dem, skal vi både være smartere, mere attraktive for de største spillere og have den bredest mulige opbakning, mener Kasi-Jesper.

- Når det er sagt, glemmer vi ikke, hvor vi kommer fra. Vi er en klub med dybe rødder i den vestegnske foreningshåndbold og med en massiv lokal opbakning. Derfor betaler vi også for al transport og billetter for sæsonkortholdere, lokale partnere og fankortholdere på lørdag i Boxen, siger Jesper Nielsen, der sender 2.500 mand til Jylland i busser.

Han håber, at sjællandske fans, der må se første DM-finale i aften og kampen på lørdag i TV, accepterer beslutningen om at spille i Herning.

- Vores lokale fans må bare forstå, at skal vi give dem de største oplevelser i fremtiden, kræver det, at vi ikke kun er et lokalhold. Uden den nationale opbakning får de heller ikke Champions League-titlen hjem til Danmark og Vestegnen. Så det her er et arrangement for alle.